Den 26. juni var godt 100 idérige borgere mødt op på Kulturværftet til borgermøde om det nye fælles sundhedshus ved Prøvestenen.
Sundhedshuset skal, når det står færdigt ved Prøvestenen i 2021, rumme en række kommunale og regionale sundhedstilbud, som fx træning, rehabilitering og midlertidige pladser men også de regionale funktioner, som vi kender fra Muregade i dag. Men det skal også være et hus der summer af liv og aktivitet omkring det fælles tema sundhed.
Byrådet havde inviteret til borgermøde den 26. juni for at høre, hvad brugerne mener der skal til, for at huset kan blive et levende og aktivt mødested, hvor fælleskaber og nye bekendtskaber kan opstå. Et sted hvor man ikke kun kommer, når man er syg, men også har lyst til at komme for at få inspiration og støtte til at holde sig rask og sund.
På mødet lagde formand for Region Hovedstaden, Sohpie Hæstorp, og borgmester Benedikte Kiær, ud med at udveksle visioner for det nye hus. Herefter fik borgerne på en workshop mulighed for at tænke højt og bidrage med gode deres gode ideer.
Et par af forslagene lød:
”Der skal tænkes børneaktiviteter og mulighed for leg ind i arkitekturen.”
”Der skal være skilsmissegrupper og sorggrupper, hvor man kan få støtte og rådgivning.”
”Der skal være et tilbud til ældre om at være frivillige i huset.”
I denne film kan du få et indtryk af mødet, stemningen og fornemme karakteren af de mange bidrag. Læs mere her.