Marienlyst skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om SPA prisen:
Det legendariske Marienlyst Strandhotel kan nu også skrive prisen som ”Årets Spa” på deres hjemmeside. Prisen fik de, da der blev uddelt priser ved årets fornemme og anerkendte prisuddeling Danish Beauty Awards den 26. april, hvor den danske skønhedselite var samlet for at hylde de allerbedste.
I januar fejrede Marienlyst Strandspa sin 1-års fødselsdag og i fredags høstede de frugten af de mange års tanker bag og det hårde arbejde for at nå dertil. Her vandt de nemlig prisen for ’Årets Spa’, da skønhedsbranchens årlige prisuddeling Danish Beauty Awards blev afholdt i Tivoli Congress Center i København. Danish Beauty Awards uddeles årligt til året bedste skønhedsprodukter, behandlinger og steder, og det var i år den 13. gang at arrangementet løb af stablen.
Marienlyst Strandhotel har de seneste år været igennem en gennemgribende renovation, og i januar 2018 kunne de præsentere deres nye satsning; Marienlyst Strandspa, som siden sin start har været en stor succes. Strandspaen kunne nemlig allerede efter første leveår melde om 50.000 besøgende. ”Vi har været på en lang, hård og spændende rejse for at nå hertil, og der er tænkt over alle detaljer i vores fantastiske spa, som vi er meget stolte af. Vi er så taknemmelige for den modtagelse og opbakning som Strandspaen har fået og den store anerkendelse, vi nu har modtaget fra Danish Beauty Awards. Det er en kæmpe ære for os at modtage denne fine pris, som jo uden tvivl er den fornemmeste hyldest,” fortæller Gita Grauslund, der er Spachef på Marienlyst Strandspa og som har været med hele vejen.
Marienlyst Strandspa er skabt med et æstetisk touch og med den lyse nordiske stil for øje og er placeret med en helt unik udsigt til Kronborg og Øresund – det var netop også disse egenskaber kombineret med nogle helt unikke behandlingstilbud, der lå til grund for, at prisen gik til Marienlyst Strandhotels Strandspa. ”Vi forsøger konstant at være nytænkende og brænder hver dag for at kunne forkæle vores dejlige gæster og kunne tilbyde dem en helt unik oplevelse, når de besøger Marienlyst Strandspa – og denne anerkendelse og den store opbakning vi har fået, er jo en enorm motivation for at fortsætte vores spændende rejse og udvikling,” fortæller Gita Grauslund, som afsluttende understreger, at hun har et helt fantastisk kompetent team i ryggen, som har gjort det muligt at have Årets Spa.
Marienlyst Strandhotel var i kategorien ’Årets Spa´ oppe mod et stærkt felt, der blandt andet talte anerkendte spahoteller som: Nimb, Vejlefjord, Himmerland Golf og Spa, og Skodsborg.