Helsingør kommune skriver bl.a. dette i sin pressemeddelelse om den ny skoleleder:

Helsingør Kommune har ansat 44-årige Mads Hasselgaard som ny skoleleder på Skolerne i Snekkersten pr. 1. januar 2020.

Mads kommer fra en stilling som daglig pædagogisk leder på Tibberupskolen og souschef på Espergærde Skole.

Fra 2009-2016 var han ansat som viceinspektør og daglig pædagogisk leder på Grydemoseskolen i Espergærde og har også en fortid som afdelingsleder på Brøndby Strandskole. Han er pt. i gang med en Masteruddannelse i offentlig ledelse på CBS.

Mads Hasselgaard glæder sig til at blive en del af Skolerne i Snekkersten og ser frem til samarbejdet med medarbejderne.

– Jeg glæder til at lære Skolerne i Snekkersten at kende indefra. Sammen med skolens dygtige medarbejdere skal vi bygge videre på de indsatser, som er med til at give skolens elever en tryg og lærerig skoledag. Det er samlet set en meget stor skole med mange forskellige typer af skole- og fritidstilbud til eleverne. Det kræver et godt samarbejde på tværs, hvor vi hele tiden lærer af hinanden, og det arbejde glæder jeg mig til at blive en del af. Jeg håber og tror på, at jeg kan bidrage med nye ideer til den fortsatte udvikling af skolen, siger Mads Hasselgaard.

Centerchef i Dagtilbud og Skoler, Rikke Reiter, glæder sig over at få Mads Hasselgaard med ombord i skoleledergruppen.

– Det er en stor fornøjelse, at jeg – med et enigt ansættelsesudvalg i ryggen – kan byde velkommen til Mads Hasselgaard som ny skoleleder på Skolerne i Snekkersten. Det var et rigtig skarpt felt, men jeg er ikke i tvivl om, at vi med Mads har fået den helt rigtige profil. Mads kommer med en bred og solid ledelseserfaring – og så har han en super behagelig personlighed med ro på og let til smil. Det er samtidig en kæmpe fordel, at Mads kender kommunen og i forvejen er en naturlig del af alt det, vi er fælles om på skoleområdet i Helsingør Kommune, siger Rikke Reiter.

Mads Hasselgaard er 44 år, bor i Kokkedal, er gift og har to børn på 11 og 14 år.