Med en fængslende filmisk lyd og en varm, intens tilstedeværelse, inviteres publikum fra første anslag ind i musikkens dybder. Lyden af Little North er langt større end den klassiske klavertrio-konstellation lægger op til.

I en smeltedigel af moderne minimalisme og nordisk jazztradition og med en intensitet der trækker tråde til New York’s jazzscene, tilføjer Little North det næste spændende kapitel i historien om skandinavisk jazz. Trioens tredje og fjerde albums ”Finding Seagulls” og ”Familiar Places” forstærkede yderligere Little North’s voksende position som et uomgængeligt navn på den danske jazzscene.

Udgivelserne fik en varm modtagelse af anmeldere i ind-og udland, har to gange været på coveret af Spotify’s State of Jazz, er blevet præsenteret på Fransk national radio, France Musique og fik flotte anmeldelser i blandt andet Politiken og Down Beat Magazine.

Deres kommende album ”Wide Open” er en abstrakt og indadvendt fortsættelse af deres musikalske fortælling. På pladen undersøger trioen deres sammenspil i friere rammer, skrevet og udført med åbenhed, nysgerrighed for rummets klang og med en følsomhed for hvad næste øjeblik kan bringe.

Med telepatisk forbindelse bevæger Little North sig ubesværet mellem komposition og improvisation og præsenterer fortællinger ud i ukendte musikalske landskaber.

Du kan læse mere her og se hvordan du bestiller din billet. 

LITTLE NORTH (pressefoto)