Kyhl Coiffure flytter til Stjernegade og bliver bæredygtig

Kyhl Coiffure flytter fra Sudergade til Stjernegade. Samtidig indledes et
samarbejde med Park Styling, der er et dansk frisørkoncept, som har fokus på
bæredygtighed. Skiftet betyder blandt andet, at der kommer en ny serie med
skånsomme produkter og returpant på emballagen. I forbindelse med flytningen
og det nye partnerskab udvides salonens navn til ’Park By Kyhl Coiffure’.

Den 1. juni slår Kyhl Coiffure dørene op til en spritny frisørsalon i
Stjernegade i Helsingør. Siden 1999 har salonen ellers haft adresse på
Sudergade, men nu har indehaver Marianne Kyhl fået mulighed for at overtage
lokalerne på hjørnet af Stjernegade og Sct. Olai Gade. Udover den mere
synlige placering får Marianne og hendes team også mere plads. De går fra
110 til 161 m2. Inden længe bliver der også ansat endnu en elev, så de
kommer op på at være fire frisører og fire elever i salonen.

”Vi glæder os helt vildt til at byde inden for i de nye lokaler, og det
varer ikke længe, før vi også kan præsentere endnu en elev. Det er vigtigt
at tage et medansvar for at uddanne fremtidens frisører, men mest af alt har
jeg så mange elever, fordi de er en stor gevinst i dagligdagen både
menneskeligt og professionelt,” siger Marianne Kyhl, indehaver af Park By
Kyhl Coiffure.

Udover at Marianne Kyhl flytter sin frisørsalon til Stjernegade, har hun
også besluttet at gøre den bæredygtig. Derfor har hun indledt et partnerskab
med Park Styling, der er et dansk frisørkoncept med fokus på bæredygtighed
og faglig udvikling. Park Styling er et fællesskab af selvstændige frisører,
hvor man deles om eksempelvis uddannelse og en nyudviklet skånsom
produktserie med 94-97% naturlige ingredienser i og uden parabener.

”Det nye samarbejde er en investering i fremtiden, hvor alle kommer til at
tænke bæredygtighed. I Park Styling kan jeg selv være med til at præge
udviklingen samtidig med, at jeg får et stærkt fællesskab med andre dygtige
frisører i hele Danmark. Desuden får vi mulighed for at komme på nogle meget
attraktive kurser, så vi hele tiden følger med tiden og udvikler os” siger
Marianne Kyhl.

Park Styling: Bæredygtighed og kvalitet

Der stilles høje krav til en frisørsalon, som vil være en del af Park
Styling universet, og det sker for at værne om den gode kundeoplevelse både
i forhold til kvaliteten af klipningen og i forhold til den oplevelse, som
det skal være at gå til frisør. Park Styling fører sin egen serie af
skånsomme produkter, hvor der er pant på emballagen. Desuden kan personalet
hos de selvstændige frisører komme på kursus regelmæssigt og indgår også i
et landsdækkende erfa-netværk med de andre partner-saloner. Der er flere end
60 Park Styling saloner landet over. Park Styling blev lanceret i 2018 og
har kontorer i Kolding, København og Oslo.

Billedtekst

Marianne Kyhl (i midten) blev selvstændig frisør i 1999. Nu flytter hendes
salon fra Sudergade og ind på hjørnet af Stjernegade og Sct. Olai Gade.

For yderligere information

• Kontakt: Marianne Kyhl, indehaver af Park By Kyhl Coiffure, på tlf. 28 18
39 80

• Besøg: www.parkstyling.com Link