I en ny sommeraktivitet bliver børn og familier en aktiv del af livet på Kronborg Slot, som det var i år 1585, når de skal hjælpe Kong Frederik 2.s to børn, Christian (4.) og Anna, med at undslippe datidens strikse lærere.

Pressemeddelelse 25. juni 2021

Vis i browser

Kronborg Slot søger hjælp fra børn

Sommer på Kronborg

I en ny sommeraktivitet bliver børn og familier en aktiv del af livet på Kronborg Slot, som det var i år 1585, når de skal hjælpe Kong Frederik 2.s to børn, Christian (4.) og Anna, med at undslippe datidens strikse lærere.

Hjælp den unge prins og hans søster få tidligt ‘fri’

Året er 1585, og på Kronborg Slot har Kong Christian 2.s to børn brug for hjælp – fra dig og dine børn.

For selv kongelige børn har kedelige pligter og ikke mindst strenge lærer. Derfor har børnene Christian (d. 4) og Anna brug for jer til at hjælpe dem med at snyde hoffets personale, så de endelig kan nyde en fridag med deres mor og far. Væk fra slottets mørke kamre og ude i det gode sommervejr.

Det nye underholdende opgaveløb hedder ‘Christians store pjækkedag’ og er for hele familien. Rundt på hele slottet skal forskellige opgaver løses – uden at blive opdaget.

Det bliver undervejs nødvendigt at agere soldater, trille tønder og finde olielamper i kælderen, ligesom en mystisk alkymist skal have hjælp til at skaffe de rette urter for at helbrede en patient. Alt sammen på flugt fra de strikse lærere på slottet, som også i 1585 havde øjne i nakken!

Illustration af Petter Madegård

Børn oplever historien på egen krop

“Vi har rigtig gode erfaringer med at levendegøre slottet, så det ikke fremstår gammelt og støvet, men fyldt med liv, og vi ved, at især børnene elsker det. De fanges og fortrylles hurtigt af de spændende karakterer de møder på slottet. Gennem leg og underholdning oplever børnene selv historien på egen krop,” siger slotschef Christian Struckmann Irgens og fortsætter:

“Historierne om Kronborg, hverdagen på slottet og truslen fra svenskerne bliver både spændende og jordnære for børn. De forstår det og husker det, fordi de selv bliver involveret og har det sjovt undervejs.”

Faktisk kan aktiviteterne blive så medrivende, at forældrene risikerer, at børnene slet ikke vil hjem igen, advarer Christian Struckmann Irgens med et glimt i øjet:

“Sidste år oplevede vi en pige på fire år, der efter tre timer på slottet stadig ikke ville med sine forældre hjem. Hun fortalte grædende sin mor: ‘jeg vil have mere,'” siger han.

Også aktiviteter for voksne

Udover opgaveløbet er der også aktiviteter, som er mere målrettet de voksne. Herunder den aktuelle anmelderroste særudstilling med kongerækken med Jim Lyngvilds storslåede billeder af fortidens konger og dronninger, der for første gang i 400 år igen pryder væggene på slottet.

En billet til Kronborg Slot giver adgang til alle aktiviteter og hele slottet. Børn kommer gratis ind.

Sommeraktiviteterne foregår hver dag i slottes åbningstid kl. 10-17 fra lørdag den 26. juni til 8. august 2021.

Sommeroplevelserne inkluderer:

Familieaktiviteten ‘Christians store pjækkedag’ (hver dag 10 – 17)

Særlige introfortællinger om Kronborg Slot gennem dagen

En særomvisning med fokus på selve bygningen og håndværkernes daglige arbejde på slottet i dag (hver onsdag i juli)

Jim Lyngvilds særudstilling – Kongerækken på Kronborg Slot

Holger Danske og de mørke kasematter

Kronborgtapeterne

Café i Frederik IIs vinkælder

Glem ikke at nyde den smukke natur udenom slottet

Praktisk information

Dato: 26. juni – 8. august 2021
Pris: voksne 145 kr., studerende 135 kr., børn op til 18 år gratis

Bemærk: Pga. covid-19 skal du ved køb af billet vælge det tidsrum, du vil komme til Kronborg Slot.