Hvor godt kender danskerne egentligt vores kongerække? Mange kan måske remse det meste af en navnerække op, men hvor godt kender vi de tidligere tiders konger og dronningers særegenheder og bedrifter?

Ny udstilling på Kronborg Slot iscenesætter menneskene bag de fornemme titler.

Udstillingen tager udgangspunkt i kongerækken, Kronborg Slots historie og en række anderledes portrætfotos, smykker og dragter, som Jim Lyngvild har skabt. Her bliver konger og dronninger, der har levet på Kronborg Slot, vakt til live på en helt ny måde.

Jim Lyngvild.

“Kronborg Slot gemmer på mange hemmeligheder – også kongelige. Med det nye blik på den danske kongerække ser jeg frem til at mange flere danskere bliver nysgerrig på vores historie. Sammen med Jim Lyngvild vækker vi kongerækken til live på en anderledes måde. Vi har i forvejen en del af Frederik II’s originale kongetapeter med kongerækken hængende på Kronborg, og det er oplagt at bruge det som afsæt til en nytolkning, hvor man i et nutidigt formsprog kan se kongerne og dronningerne i øjnene og identificere sig med dem”, fortæller Mikael Rasmus Nielsen, der er slotschef på Kronborg Slot.

Udstillingen vises lige nu på Koldinghus, der har haft 85.000 nysgerrige besøgende forbi, siden den åbnede i juni 2020. Nu kommer en særligt tilpasset version af Koldinghus-udstillingen til Kronborg i det nye år. Kronborg-udstillingen har været i støbeskeen siden starten af året, og bliver udviklet i samarbejde mellem historikere og formidlere på Nationalmuseet og Jim Lyngvild. I udstillingen er der særligt fokus på nogle af de konger og dronninger, der har tilknytning til Kronborg som for eksempel Erik af Pommern, Frederik II, Sophie af Mecklenburg og Frederik VII. Samtidig bliver udstillingen sat op i en del af Kronborg Slot, som normalt ikke er åben for offentligheden.

Modedesigneren Jim Lyngvild har et helt særligt forhold til Kronborg Slot, hvor fortidens konger og dronninger har levet gennem hundredevis af år.

“At udstille på Kronborg er en drengedrøm. Jeg har altid set slottet som juvelen i Danmarks krone, men også et slot, der på en måde holdt fast på sine hemmeligheder. Nu er det min tur til at lytte efter og fortælle disse hemmeligheder videre, og i dette tilfælde er det hemmelighederne om kongerækken. Et emne der i mange år har været sendt til hjørnespark, da emnet i sig selv emmer af udenadslære og realskole. Det lavede vi om på med udstillingen på Koldinghus, men Kronborg har nogle helt andre muligheder for at folde historien ud. Kongerækken er nemlig alt andet end kedelig, det er blod, sved og kamp – tilsat en enkelt tåre eller to”, siger Jim Lyngvild, der har arbejdet i seks år på at skabe de storslåede dragter og anderledes portrætter.

På Koldinghus er der stor glæde over, at udstillingen nu bliver vist i en tilpasset udgave i den anden ende af landet.

“Der har været en kæmpe interesse for udstillingen, der tager udgangspunkt i Jim Lyngvilds nyfortolkning af den danske kongerække. Det har været virkelig godt at se, så mange danskere i alle aldre besøger vores museum og at opleve deres begejstring for vores fælles historie om den danske kongerække. Vi er både glade og stolte over, at Kronborg Slot nu overtager udstillingskonceptet. Vi er spændte på at se Kronborgs version af udstillingen –  og jeg er sikker på, at den nye udstilling også bliver en succes”, siger konstitueret direktør på Koldinghus Nanna Ebert.

Udstillingen åbner på Kronborg Slot i påsken 2021 og kan besøges indtil efter efterårsferien i oktober 2021. Den nuværende udstilling på Koldinghus kan besøges indtil d. 30. december 2020.

Fakta       

  • Ny udstilling om den danske kongerække kommer til Kronborg Slot fra mandag d. 27. marts 2021 til søndag d. 24. oktober 2021.
  • Udstillingskonceptet er udviklet af Museet på Koldinghus i samarbejde med Jim Lyngvild.
  • Udstillingen på Kronborg Slot bliver specialdesignet af Jim Lyngvild i samarbejde med Kronborg Slot, så den passer til de store sale og Kronborgs særlige historie.
  • Udstillingen består af store portrætter, smukke rekonstruktioner af kjoler og dragter samt andre kongelige genstande.
  • Modedesigner Jim Lyngvild har før arbejdet sammen med Nationalmuseet om en stor vikingeudstilling i 2018.

Kronborg Slot er en del af Nationalmuseet.