Lørdag d. 14. november var verdens internationale diabetesdag. Denne dag blev markeret i stor stil på Kronborg, hvor der var gratis diabetestest samt diabetesvenlige tilbud til de besøgende. Som kronen på værket blev Kronborg slot helt oplyst i blåt.
Dette år udpegede Diabetesforeningen Helsingør som et af flagskibene i den årlige markering af verdens internationale diabetesdag lørdag den 14. november. Derfor blev hele byen klædt på til at sætte fokus på diabetes.
Butikkerne i Stengade og de tilhørende sidegader havde også gjort noget særligt ud af denne dag, hvor de var blevet udstyret med blå og hvide balloner for at markere dagen. Til de sultne sjæle blev der tilbudt sukkerfri kager hos Café Kaiser samt en hel diabetesvenlig menu hos Madam Sprunck.
De bedste betingelser for et sundt og godt liv
Jens Bertram, der er formand for Sundheds-, Idræts- og Fritidsudvalget i Helsingør Kommune, udtalte følgende om dagen: “Vi har meget fokus på at give vores borgere de bedste betingelser for et sundt og godt liv, og her er det vigtigt at gøre en tidlig aktiv indsats i forhold til diabetes. For diabetes er en livsstilssygdom, der desværre kan forringe livskvaliteten markant, hvis man ikke får taget godt hånd om den tidligt. Derfor er jeg rigtig glad for, at vi sammen med Diabetesforeningen, det lokale erhvervsliv og Kronborg kan bruge dagen til at sætte fuld fokus på diabetes.”