Miljøhensyn skal i højere grad inddrages, når kommunen sender opgaver i udbud.
Klima og miljø skal tænkes ind i alle udbud af varer og tjenesteydelser i Helsingør Kommune. Det er en del af kommunens udbudspolitik, som der i fremtiden vil blive lagt stor vægt på.
Det betyder, at der fremover vil være krav i udbuddene om, at leverandørerne kan tilbyde grønne løsninger, eksempelvis svanemærkede rengøringsprodukter, miljøvenlig emballage etc.
Da Helsingør Kommune i efteråret havde rengøringen i en del af de kommunale bygninger i udbud, indgik miljø som et af konkurrenceparametrene, da der skulle vælges leverandør. Det har bl.a. medført, at de valgte leverandører – Renell og Kongsvang – har forpligtet sig til at gøre rent med svanemærkede produkter.