Iværksætter opfordrer nye virksomheder til at gøre brug af kommunens tilbud – det har Daniel Weimann Lauridsen gjort.

Som iværksætter tænkte Casper Birch Buchberg ikke på kommunen som en naturlig samarbejdspartner. Men han blev klogere.

– Jeg har fået rigtig meget hjælp, efter at jeg kom i kontakt med kommunen. Jeg har fået gode kontakter og arbejdet med min forretning, siger han.
Casper Birch Buchberg var inviteret til at tale, da der den 4. oktober var velkomstmøde for nye virksomheder i Toldkammeret. Og han havde kun rosende ord til overs for kommunens erhvervsservice, som har hjulpet ham med netværk – og sågar har skaffet ham en medarbejder via Jobcentret.

– Jeg havde brug for en medarbejder med administrative kompetencer og ringede til en virksomhedskonsulent. Han sendte en medarbejder ud til mig, som jeg ansatte på stedet, fortæller Casper Birch Buchberg.

OneStop – én indgang til kommunen

En af deltagerne i velkomstmødet var restauratør Daniel Weimann Lauridsen (fotoet). Han har etableret sig i Helsingør inden for det seneste år og ejer Gastrotrucken på Værftets Madmarked og restauranten Krone B ved Kronborg.

– Som iværksætter har man virkelig mange forskellige kasketter på, og det er en stor hjælp, at man kan ringe til kommunen og få hjælp, siger Daniel Weimann Lauridsen.

Han har været glad for One Stop Erhvervsservice, som giver én indgang til kommunen.

– Jeg ringede, da jeg skulle søge om alkoholbevilling og blev meget hurtigt ledt videre til de rigtige personer, som kunne hjælpe mig, siger han.

Blandt kommunens øvrige tilbud til nye virksomheder er en stribe af iværksættercafeer og en mentorordning, hvor nye virksomhedsejere kan sparre med en veletableret erhvervs-m/k. Og så er der hvert år i januar en stor nytårskur for erhvervslivet, hvor kommunen uddeler to priser, en social beskæftigelsespris og iværksætterprisen Hamlets Talentpris. Den vandt Casper Birch Buchberg i januar i år.

– Det var helt eventyrligt og satte yderligere skub i min forretning. Jeg fik rigtig mange henvendelser fra nye kunder, efter at jeg havde vundet prisen. Det har betydet, at vi i dag er syv i mit firma a-round og er ved at vokse ud af vores lokaler, siger han.