Borgmester Benedikte Kiær ønsker glædelig jul med en status på året, der gik – og et kig ind i året, der kommer.

Borgmester Benedikte Kiær skriver:

Endnu et år går på hæld, og det er tid til at gøre status over 2019.

For mig har året bl.a. budt på interessante virksomhedsbesøg, hvor jeg har talt med en række af jer lokale erhvervsledere. Det er altid spændende at komme på besøg i de lokale virksomheder og se, hvad der rører sig.

Vi har også fået gang i vores Bymidteforum, som bl.a. sørgede for smuk udsmykning af gågaderne i sommer.

Også i år har vores One Stop Erhvervsservice haft travlt med at hjælpe med såvel mindre som større ting. Jeg er glad for, at det lokale erhvervsliv i den grad har taget One Stop Erhvervsservice til sig.

I Helsingør Kommune har vi i år fået en ny vision, Vision 2030 – en vision, som også taler ind i erhvervslivet. Visionen har bl.a. et mål om at skabe gode rammevilkår for at drive virksomhed. Samtidig har vi en ambition om, at vi skal have 24.000 job inden for kommunegrænsen – bl.a. inden for kultur, turisme og oplevelseserhverv.

Som en følge af den nye vision skal vi have en ny Erhvervs- og Vækstpolitik. Rigtig mange af jer er allerede kommet med input – mange tak for det.

Mange mål er indfriet

Når vi kigger fremad mod den nye Erhvervs- og Vækstpolitik, har vi grund til at glæde os over, at vi har indfriet rigtig mange af målene i den gamle Erhvervs- og Vækstpolitik, som udløber med årets udgang.

Bl.a. har vores satsning på kultur og turisme bidraget til, at der er kommet over 25 procent flere i job på området. Samtidig har vi fået første del af læreruddannelsen til Helsingør – og senest er det blevet muligt at tage hele social- og sundhedshjælper-uddannelsen inden for kommunegrænsen. Og flere uddannelser er på vej.

At udvikle endnu flere uddannelsesmiljøer i Helsingør Kommune er også et centralt element i vores nye Vision 2030. For der er stadig brug for, at flere kan tage en uddannelse lokalt.

Både fordi vi gerne vil holde de unge mennesker i vores kommune samt tiltrække flere unge udefra, men også for at I, vores lokale erhvervsvirksomheder, kan få den kvalificerede arbejdskraft, I har brug for, for at kunne skabe vækst.

Derfor arbejder vi i Byrådet målrettet på at skabe rammerne om nogle gode uddannelsesmiljøer – blandt andet her og omkring skolen ved Kongevejen – så det bliver attraktivt at oprette flere uddannelsespladser i Helsingør Kommune.  

Ny politik i mål inden sommerferien

Vi kigger nu fremad mod et spændende 2020, hvor vi bl.a. skal have vores nye Erhvervs- og Vækstpolitik i mål, så den kan vedtages politisk inden sommerferien.

Jeg håber, at rigtig mange af jer igen har lyst til at komme med input og forslag, når vi holder vores anden workshop i løbet af foråret.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at sige tak til de virksomheder, som tager et særligt socialt ansvar og i samarbejde med vores jobcenter hjælper ledige et stort skridt tættere på arbejdsmarkedet.

Vi har certificeret en del af jer som SAGA Nord-virksomheder – virksomheder, der tager et særligt socialt ansvar – og der kommer løbende flere til vores liste. Mange tak til jer.

Til slut vil jeg blot sige, at jeg ser frem til at hilse på rigtig mange af jer til vores traditionsrige nytårskur for erhvervslivet i begyndelsen af januar.

Rigtig glædelig jul og godt nytår.

Mvh Benedikte Kiær, borgmester.