Hygge til den helt store jul-medalje på Kulturværftet og Toldkammeret

Juletiden er fyldt med magi, forventningens glæde og ikke mindst traditioner. Der er lagt op til julerier i rigt mål på Kulturværftet og i Toldkammeret optil og henover julen, der bl.a. byder på koncert med en svensk pop-prinsesse, julekoncert med de store Disney-klassikere, jule-pynt-værksted, traditionsrige julefester med lokale musikalske helte og – naturligvis – masser julegaver-ideer.

Jul i Toldkammeret

Julen banker på i Toldkammeret. Både inde og ude kommer hele Byens Hjertekammer i juletøjet med lyskæder, juletræ, finurlig julepynt, duft af knas og varm kakao. December igennem kan man glæde sig til jule-klippe-klistre-hygge i Toldkammeret, og for de særligt pyntesyge er der juleposer to-go, så man selv kan klippe-klistre julepynten derhjemme. Fællesspisningen står selvfølgelig på rigeligt med julesmag og –knas, ligesom der sikkert sniger sig en kulturel kravlenisse ind til både vores Mandagsjam og Quizaften.

Tid: Fra 1. december til 16. december, fra kl. 16.00 til 17:30

Sted: Toldkammeret

Dagens måltid: 75 kr.

Juleposer: 30 kr.

Luftens Helte: Det helt store juleshow

Tag med på en rejse med sange fra film som Løvernes Konge, Frost, Klokkeren fra Notre Dame, Aladdin, Junglebogen og mange flere, når de store musikalske folder slåes ud til Luftens Heltes Juleshow 2021 den 5. december på Kulturværftet. På scenen står 19 musikere klar til at vække dine minder til live i en gåsehudsfremkaldende koncertoplevelse. Forvent en musikalsk bevægende rejse gennem mere end 80 års storslået og magisk filmmusik.

Tid: Søndag den 5. december 20.00

Sted: Kulturværftet / Store Scene

Billetter: 250 kr. på www.kuto.dk

Start jule-festen med Veronica Maggio

Veronica Maggio er siden debuten i 2006 blevet rost til skyerne af journalister og fans, har vundet alle de priser, der kan vindes og opnået utrolig kommerciel succes med sine seks anmelderroste albums. Alle albums er gået platin og har opnået over 1 milliard streams. Hun er uden tvivl en af Sveriges største kunstnere og en sand ’popdrottning’. Nu udgiver hun et helt nyt album og tager på en længe ventet turné, der bringer hende til Kulturværftet 11. december. Se hele decembers musikprogram, der også tæller Billy Cross 16. december og Magtens Korridorer 17. december på kuto.dk

Tid: Lørdag den 11. december 20.00

Sted: Kulturværftet / Store Scene

Billetter: 360 kr. på www.kuto.dk

BHO (Beverly Hills Orchestra) 2. og 3. juledag

Der er nogle, der går op i, om vi får en hvid jul, og så er der andre, for hvem det er vigtigt, at vi får BHO til jul. De traditionsrige og festlige koncerter med Beverly Hills Orchestra, der er navnet bag BHO-forkortelsen, er heldigvis sikret igen i år. I år rykkes begge disse koncerter til Kulturværftet, så der er plads til den helt store jule-efter-fest. Traditionen tro skal man være hurtig på aftrækkeren, hvis man vil sikre sig en billet.

Tid: Søndag den 26. december 20.00 – mandag den 27. december 20.00

Sted: Kulturværftet

Billetter: 220 kr. på www.kuto.dk

Gavekort – læg gys, grin eller glæde under juletræet

Er man allerede kommet i julestemning, men mangler gaverne, er der mulighed for at lægge alt fra grin, gys eller en andre gode, gribende eller glædelige oplevelser under juletræet i år. Også i år er det muligt at købe julegavekort, hvis man skulle have lyst til at forkæle andre med en kulturel oplevelse i julegave.