Der er ansøgningsfrist til kontoruddannelsen den 4. marts 2025.

Både Maria og Mads fik efter deres uddannelsesforløb job i Helsingør Kommune. Pressefoto Helsingør Kommune.

”For mig handler det om, at jeg virkelig kan mærke, at jeg hjælper borgerne. Det kan jeg godt lide, og derfor er jeg også rigtig glad for mit arbejde”, fortæller Maria Cecilie Guldager Larsen.

Hun afsluttede sit uddannelsesforløb som kontorelev i sommer og har siden arbejdet i Helsingør Kommunes afdeling for Borgerservice og Ydelse. Her udbetaler hun ydelser til borgere – det kan være enkelte ydelser eller ydelser som kontanthjælp, der udbetales månedligt.

Vi sidder med tung og kompleks lovgivning, som jeg synes til tider kan være udfordrende, men det er også enormt givende, og selvom jeg er færdig med uddannelsen, så føler jeg stadig, at jeg udvikler mig i arbejdet. Det kan jeg godt lide, fortæller hun.

Den samme oplevelse har Mads Montin Dreisig. Han blev færdig som kontorelev i maj 2023 og har siden været ansat i Helsingør Kommune – først i afdelingen Ejendomme og Økonomi, hvorfra han er uddannet – og siden sommeren 2024 i Børn, Unge og Familier.

Her hjælper han i dag blandt andre Sundhedstjenesten og Småbørnshuset med administrative opgaver som at registrere nyfødte for sundhedsplejen, pakke relevante pjecer til nybagte forældre, selv lave pjecer, betale regninger, og meget andet.

Det lå egentlig ikke lige kortene, at jeg skulle blive kontorelev. Jeg har bakset en del med blandt andet angst, og var selv en del af det kommunale system. Det var her, at en sagsbehandler og en virksomhedskonsulent fra Jobcentret spurgte, om ikke kontoruddannelsen kunne være noget for mig, og det synes jeg lød spændende. Jeg var bare noget nervøs for, om jeg mon kunne klare det med min baggrund, fortæller han og fortsætter:

Faktisk har det været rigtig godt for mig. Jeg har udviklet mig meget både personligt og fagligt, samtidig med at jeg hele tiden har følt, at der har været en forståelse for min situation.
En hands-on-uddannelse

For både Maria og Mads har kontoruddannelsens opbygning passet dem rigtig godt.

Uddannelsen er opbygget med kortere skoleforløb og en masse praktisk arbejde i kommunen. Her er der rig mulighed for selv at præge uddannelsen og komme rundt i et par forskellige afdelinger.

Uddannelsen giver dig et rigtig godt indblik i det kommunaladministrative arbejde. En af styrkerne i uddannelsen er, at du arbejder med de ting, du lærer på skolen. Det er ret meget hands-on, og det passer rigtig godt til mig, siger Maria.

Mads er enig og fremhæver det store netværk uddannelsen også har givet ham.

Man lærer rigtig mange mennesker at kende, fordi man kommer rundt i kommunen. Man har derfor altid en at ringe til, hvis der opstår tvivl om et eller andet, der måske er udenfor ens kompetencefelt.

Kontoruddannelsen tager to år.
Læs mere om uddannelsen og ansøg via linket: https://portal.signatur.dk/…/Default…/JobDetails.aspx…
Ansøgningsfristen er 4. marts 2025.