HamletScenen præsenterer JULIET’S BIRTHDAY BASH – Shakespeare-klassiker som sanseligt, interaktivt madteater.

Fra den 28. februar præsenterer HamletScenen den interaktive madteater-forestilling JULIET’S BIRTHDAY BASH, hvor publikum inviteres med til bords til Juliet Capulets brag af en fødselsdagsfest. May Lifschitz kan opleves i rollen som Juliet, mens kok og madkunstner Tine Galatius står bag forestillingens kulinariske og sanselige madoplevelser.

Der er lagt op til et brag af en begivenhed i den yndige Thaliasal på Kronborg, når Juliet Capulet – den populære blogger og italienske rigmandsdatter – fejrer fødselsdag i intime rammer på Hamlets smukke slot. I denne enestående forestilling blandes mad og teater til én samlet, sanselig oplevelse, som ingen har hverken smagt eller set før.

Med afsæt i Shakespeares dybder, kommer publikum til at sanse sig gennem et festmåltid, der tager livtag med karaktererne, som vi kender dem. Dronning Gertrud er værtinde, Mercutio er aftenens DJ, og publikum inviteres til at spise, danse og drikke med Prins Hamlet, Ofelia og andre af Shakespeares kendte karakterer.

JULIET’S BIRTHDAY BASH er ikke kun en teaterforestilling. Det er ‘årets fest’, hvor grænsesøgende scenekunst og fræk gastronomisk nytænkning skaber rammen om en
uforglemmelig oplevelse. Publikum er ikke bare tilskuere, men engagerede tilskuere, der med deres tilstedeværelse får indflydelse på, hvordan Juliets fødselsdagsfest tager sig ud.

Med JULIET’S BIRTHDAY BASH kan publikum nyde en middag med drama, mystik, ubudne gæster og intens romantik på tværs af køn, race og religion.

Kultursammenstød, kønsidentifikation og kærlighed
JULIET’S BIRTHDAY BASH byder på et cast med stor diversitet. Skuespillerinde og model May Lifschitz kendt fra serier som DR’s ‘Orkesteret’ og ‘Yes No Maybe’ indtager rollen som Juliet. I forestillingen er Juliet influencer og blogger, der går op i sig selv og sit omdømme. Hun er fra Italien og kommer til Danmark, hvor hun inviterer til fødselsdag – en ikke-dansk fødselsdag, som clasher med Dronning Gertruds gammeldags danske tankegang.

Skuespiller Dina Rosenmeier kan opleves som Dronning Gertrud, og på rollelisten er også skuespillerne Stanley Bakar og Daniel Neil Ash, som henholdsvis Romeo og Mercutio. Derudover medvirker 7 unge skuespillere fra 3. årgang på Københavns Film- og Teaterskole som velkendte feststemte Shakespeare karakterer. Ved roret som både instruktør og scenograf står Jeremy M. Thomas-Bøgsted.

“JULIET’S BIRTHDAY BASH bevæger sig i et spændingsfelt mellem kønsidentifikation og kærlighed, og forestillingens hovedtema er kultursammenstød. Vi repræsenterer, de kulturer som karaktererne og skuespillerne kommer fra. Samtidig undersøger vi, hvad der sker, når virkeligheden og kærligheden ikke lever op til ens forventninger og idé om det perfekte image,” udtaler Jeremy M. Thomas-Bøgsted.

Forførende madkunst med fundament i renæssancens gastronomi
Kok og madkunstner Tine Galatius står bag forestillingens mad-koncept. Og det er ikke kun i forestillingens temaer og drama, at der leges med køn, religion og sex. Alt det afspejles også i maden og de måder, som Tine Galatius inviterer publikum til at spise på. Middagens fundament tager udgangspunkt i Juliets italienske rødder og renæssancens gastronomi, men bliver forstærket af elementer fra nutiden. Det bliver et lyserødt og feminint univers, der overrasker, forfører, forkæler og provokerer.

Tine Galatius fortæller:
“Som Shakespeare bruger hverdagsting til at beskrive karaktererne i sine skuespil, gør jeg. Min mad skal ikke alene fryde ganen og mætte maven, men også bringe publikum tættere på figurerne. Menuen byder på velsmag og vovemod. Den smager af uskyld, ungdom, drømme, længsler, lidenskab og mod. Lige nu glæder jeg mig allermest til at servere smagen af Juliet’s første kys”.

Læs mere om JULIET’S BIRTHDAY BASH her.

Foto Mikkel Schroeder Dysted.