Oplev den folkekære skuespiller og klovn Søren Hauch-Fausbøll og den prisbelønnede ny-cirkusartist Sunniva Byvard i den poetiske familieforestilling Hallo!

En fysisk forestilling uden ord om at finde sit indre legebarn. Og hallo! – det er sidste chance for at opleve forestillingen på Folketeatrets turné i Helsingør onsdag 2. april på Kulturværftet.
Den ene har været 5 år gammel i snart 40 år. Den anden aber efter.
Sammen har de over flere år udviklet denne finurlige familieforestilling og skabt et magisk rum, en rejse ind i fantasiens verden, hvor teater, klovn og ny-cirkus smelter sammen.
Vi møder først den ensomme ældre mand, hvis hverdag er trist og grå. Det meste af dagen keder han sig gudsjammerligt foran tv’et, indtil han en dag finder en gammel cirkusplakat.
Det bliver starten på en rejse fuld af gamle minder, længsler og drømme. For ud af plakaten springer hans alter ego – en cirkusartist – som åbner for en eventyrlig verden af akrobatik, klovneri og poesi, og sammen sætter de fest og farver på hinanden og på livet.
I den sanselige scenografi, med en hjertelig og ærlig humor og på skuldrene af både hinanden (helt bogstaveligt) og af mange og lange mime-traditioner, minder Søren Hauch Fausbøll og Sunniva Byvard både store og små om den ukuelige kraft i vores indre legebarn – det legebarn, der altid vil være der, hvis vi giver os selv lov til at sætte det fri.
Hallo! er en hyldest til barnet i os alle.
Hallo! af Folketeatret
Onsdag 2. april kl. 17:00 | Kulturværftet, Helsingør
Varighed: 60 min. | Alder: fra 5 år
Præsenteres af Helsingør Teater.
Billetter og mere info på www.helsingor-teater.dk