På mandag d. 20. april åbner Espergærde Gymnasium så småt for eleverne igen. I første omgang åbnes gymnasiet for afgangseleverne i 3.g og 2. hf, som har fysisk undervisning frem til 15. maj, og efterfølgende skriftlig eksamen og eksamen i elevernes store SRP-opgave.

Espergærde Gymnasium.

Den spæde fysiske genåbning af gymnasiet sker i henhold til en række retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne. Så når afgangseleverne møder, vil der være planer for, hvilken indgangsdør de skal benytte, hvilket lokale og hvilken plads de skal sidde på. Der vil være ændrede modultider, så de kan spise, besøge toilettet og vaske hænder inden for modulets tidsramme. Alt sammen for at holde eleverne så fysisk adskilt som muligt.

”I fællesskab skal vi sammen sikre fornuftig adfærd og på den måde undgå, at der opstår stor smittespredning og sygdom blandt personale og elever,” skriver Espergærde Gymnasiums rektor Henrik Boberg Bæch i et nyhedsbrev.

Samtidig arbejdes der på, at gøre afslutningen på gymnasietiden så god som mulig – både med hensyn til faglige aktiviteter og med at finde alternativer til festlige traditioner, herunder til den aflyste galla-fest.

Også på Helsingør Gymnasium er det planen at afgangseleverne i 3.g genoptager undervisningen på skolen fra på mandag, mens undervisningen af 1.g og 2.g er fortsat virtuel. Det oplyser gymnasiet på hjemmesiden.