App’en nabogo skal give borgerne i Helsingør Kommune grønnere transportvaner.

Helsingør Kommune har sammen med 30 andre kommuner indgået en aftale med nabogo – et nyt initiativ, der skal gøre samkørsel i hverdagen til det oplagte valg. Formålet med nabogo er at få mennesker, der skal samme vej, til at dele turen i bilen, dele udgifterne og dele mulighederne for at komme lettere og mere klimavenligt rundt – via en app, udviklet til formålet.

10 gratis kilometer
Kommunen betaler udgifterne til brug af app’en, så brugerne skal derfor ikke betale gebyr, men kun for selve turen. Det vil sige 75 øre pr. kilometer, der går direkte til chaufføren. Og så er de første 10 km gratis for passagererne, mens chaufføren naturligvis får fuld betaling.

Vi vil gerne støtte op om at gøre samkørsel til et naturligt alternativ til at køre i bil alene.
– CO2-udledningen fra transport er den største post i kommunens CO2-regnskab, så hvis vi kan nedbringe den udledning, træder vi et vigtigt skridt længere ned ad den grønne sti, siger Mette Lene Jensen, som er formand for Klima- og Bæredygtighedsudvalget.

Passer godt til gymnasiet
På Helsingør Gymnasium vil man også gerne medvirke til at flere elever kører sammen til og fra skole. Derfor havde vicerektor Claus Corneliussen i foråret inviteret nabogo på besøg for at fortælle skolens 650 elever om fordelene.

– Mange af vores elever bor i områder, hvor det ikke er så nemt at komme til gymnasiet. For dem er der en stor transportmæssig gevinst ved at køre sammen med andre, ligesom der også er en gevinst for klimaet.

Det stemmer godt overens med det værdisæt, som vi har her på Helsingør Gymnasium, siger vicerektor Claus Corneliussen.

Nem at bruge
Sif Milde og Filuca Pontoppidan fra 3.g har brugt app’en flere gange. Både som passager og chauffør. Og de er enige i, at der et godt match mellem deres behov for transport og de klimamæssige fordele, som app’en har.

– App’en er nem at bruge og giver rigtig god mening. Vi hentede den ned den dag, nabogo var på besøg og brugte den samme aften, da vi skulle i biografen, fortæller Sif Milde, der bor tæt på gymnasiet og til daglig nemt kan hoppe på bussen.

For Filuca Pontoppidan, der bor i Hornbæk, giver det til gengæld god mening at køre sammen med andre, når hun skal til og fra skole. Og hun har flere gange fået og givet et lift til sine skolekammerater via app’en.

Kræver fælles gejst
Men begge piger er enige om, at det fungerer bedst, hvis man kender hinanden i forvejen. Jeg ville ikke have lyst til at køre med en fremmed. Det ville jeg ikke være tryg ved, siger Filuca.

Ingen af pigerne er endnu blevet faste brugere, og Filuca har et godt bud på hvorfor.

– Hvis det skal blive fast rutine at bruge appen, så kræver det, at endnu flere her på skolen kender til app’en, henter den ned – og rent faktisk bruger den. Det kræver en fælles gejst omkring det at køre sammen.

Af samme grund aflægger nabogo endnu et besøg på Helsingør Gymnasium d. 9. januar for netop at minde eleverne om muligheden.

Helsingør Kommune og nabogo har foreløbig indgået en 2-årig aftale for at løbe initiativet i gang. Men app’en vil virke, så længe der er brugere af den.

FAKTA
Sådan fungerer det

Som chauffør kan man lægge sin hverdagskørsel op og dermed tilbyde andre et lift, enten som en enkelt tur eller som faste ture, der fornys hver uge. Det er helt uforpligtende at tilbyde lift – først når man godkender en anmodning, er der en aftale. De første 10 km. af hver tur er gratis for passageren.

Som passager opretter man en liftagent og får dermed få en notifikation, når der er et ledigt sæde, som passer det behov, man har angivet. Man kan også søge efter enkelte lift. For at brugerne let kan finde hinanden, starter og slutter lift altid ved nabogos digitale mødesteder, der fungerer lidt som busstop.

Ingen betaler gebyr for at bruge appen, blot deles udgifterne til bilen ud fra et deleøkonomisk princip, hvor hver passager betaler 75 øre pr. km. direkte til chaufføren.

Nabogo-lift vises i Rejseplanen, så de let kan findes – også i kombination med tog og bus.
Udbredelse

Firmaet nabogo er stiftet i 2018 og har i dag aftaler med 30 kommuner i Danmark. Desuden findes nabogo også i Sverige, Norge Holland. I 2021 var der 2.024 gennemførte samkørsler med nabogo. I 2022 lander tallet på ca. 70.000.

Kilde. 

Foto ABW