I snart fire år har dagtilbudsområdet i Helsingør Kommune haft friere rammer til at drive institution på nye måder. Nu er aftalen blevet evalueret.

Med Velfærdsaftalen fra 2020 fik Helsingør Kommune som en af to kommuner mulighed for frisættelse fra en væsentlig del af de nationale love og retningslinjer på dagtilbudsområdet i en fireårig periode fra 1. juli 2021 til 31. juli 2025.
Byrådet besluttede samtidig at frisætte dagtilbuddene fra størstedelen af de kommunale regler og retningslinjer i samme periode.
Nu nærmer afslutningen sig for frisættelsen, og på de fire år er der sket mange nye ting i daginstitutionerne i Helsingør Kommune.
I Børnehuset Søbæk i Espergærde har man for eksempel fået solceller, en vindmølle, en køkkenhave, et klimahus og en eventyrkuppel – alt sammen noget, der har givet institutionen en masse nye muligheder for både børn og personale. Det fortæller institutionens leder, Henrik Groth Nielsen.
Der er sket meget på de fire år. Egentlig har det ikke været frisættelsen i sig selv, der har medført de nye tiltag, fordi lovgivningen ikke som sådan har spændt ben for vores projekter eller måder at arbejde på. Det, vi til gengæld fandt ud af i perioden, var, at vi skulle arbejde mere med et frisat mindset. Vi skulle være idérige og gøre tingene på nye måder, men det havde vi egentlig godt kunnet gøre uden at være en del af frisættelsen. Nu var der bare en vigtig anledning til at tænke nyt, fortæller han og fortsætter:
På ét område har vi til gengæld godt kunnet mærke, at retningslinjerne har været ændret, og det er på økonomien. Hvor vi normalt har årlige budgetter, skulle vi her i perioden bare sikre os, at budgettet var overholdt ved udgangen af perioden. Det har betydet, at vi har kunnet spare op og i projektperioder ansætte mere personale.
Frisættelsen har givet arbejdsro
Velfærdaftalen, der har medført frisættelsesperioden – i Helsingør Kommune for dagtilbudsområdet – er blevet evalueret, og VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd – har netop offentliggjort resultatet.
Evalueringen viser, at frisættelsen af dagtilbudsområdet har givet mere arbejdsro ude i de enkelte institutioner, fordi der i perioden har været en fælles forståelse for, at der generelt skulle være færre regler.
Helene Horsbrugh, der er leder af dagtilbudsområdet i Helsingør Kommune, fortæller, at der i perioden har været færre såkaldte ’top down-initiativer’, hvor centrale beslutninger og retningslinjer er blevet pålagt dagtilbudsområdet.
Med frisættelsen er der blevet frigivet mere energi til at søsætte nye projekter i de enkelte tilbud, og det har været dejligt at se. Udviklingsressourcerne i dagtilbuddene er – ligesom alle andre steder i øvrigt – ikke ubegrænsede, og de kan komme under pres, hvis man ved, at man risikerer, at centrale beslutninger kan sætte en stopper for et nyt initiativ i en nær fremtid. I frisættelsesperioden har der ikke været den risiko, og derfor har perioden åbnet op for mange gode ideer og tiltag, siger hun.
Vil bevare arbejdsroen
Selvom mange af de gode ideer, der nu har fået liv ude i kommunens institutioner, ikke har været begrænset af den gældende nationale lovgivning og i princippet godt havde kunnet finde vej ud i vuggestuerne og børnehaverne uden frisættelsen, så har perioden været gavnlig for kommunen.
Ifølge formand for Børne- og Uddannelsesudvalget, Claus Birkelyng, er det blandt andet værd at tage med, at rammerne for udvikling er blevet bedre i den fireårige periode, og det bør man værne om i fremtiden, mener han.
Jeg synes, det er dejligt at se en fornyet energi ude i dagtilbuddene, som følge af de færre centrale initiativer. Det kommer medarbejderne og børnene til gode. Her må vi – også jeg selv og mine byrådskollegaer, som politikere – minde os selv om fortsat at give institutionerne den arbejdsro, der gavner dem. Frisættelsen har vist, at dagtilbuddene selv er rigtig gode til at udvikle og forny sig, uden at vi fra centralt hold pålægger dem det.
Udover Helsingør Kommune har Rebild Kommune været med i frisættelsen på dagtilbudsområdet. Fem øvrige kommuner har i perioden været frisat på henholdsvis skoleområdet og ældreområdet. Evalueringen fra VIVE viser også gode resultater med frisættelse af disse områder.
Erfaringerne fra Velfærdsaftalen er medtaget i en række af nye lovændringer og reformer.
Læs mere om VIVE’s evaluering og om kommunens frisættelse af dagtilbuddene.