Helsingør Kommune er godt på vej mod at opfylde visionsmålet om en tilvækst på 800 familier inden 2020. Det skriver kommune i det seneste erhvervsnyhedsbrev.
Flere og flere familier vælger at bosætte sig i Helsingør Kommune, og dermed nyde godt af en tilværelse tæt ved skov og strand og muligheden for at vælge mellem de mange kulturelle tilbud, der findes kommunen.
En ny opgørelse viser således, at der siden 2012 er flyttet langt flere familier ind i kommunen, end der er flyttet ud. Opgørelsen viser, at der i perioden er kommet flere familier til, i forhold til hvor mange familier der er flyttet ud.
Dermed er Helsingør Kommune godt på vej til at nå målet om, at der inden 2020 skal være tilflyttet 800 nye familier til kommunen. En udvikling, som borgmester Benedikte Kiær hilser velkommen:
”Det er skønt, at tallene går den rigtige vej. Vi får nye familier til hvert år, og særligt de seneste par år kan vi se, at den positive udvikling med flere familier tager til. Det er rigtig godt for vores daginstitutioner og skoler, ligesom det er med til at sikre arbejdskraft til det lokale erhvervsliv, og at vi fremover har penge til at sikre ordentlige velfærdsydelser for borgerne i kommunen. Jeg er rigtig glad for, at så mange har fået øjnene op for de mange muligheder der er for et godt familieliv i Helsingør Kommune,” siger borgmester Bendikte Kiær.