Hornbæk Jazzklub præsenterer:
NIELS HP / KJELD LAURITSEN QUARTET
Fredag den 12. januar 2024 kl.20:30

Kjeld Lauritsen præsenterer soulsangeren Niels HP i et repertoire der blander blues, jazz og soul i et repertoire der giver mulighed for stærke soli og kreativ jam. To musikere fra allerøverste hylde – Krister Jonsson på guitar og Mads Andersen på trommer fuldender
stjerneholdet.

Niels HP bliver ofte nævnt som en af de bedste sangere, vi har herhjemme.

Med en fortid i det legendariske funkband Ridin’ Thumb har han været med til at sætte en høj standard inden for genren. Med dyb inspiration hentet hos bl.a. Ray Charles og Stevie Wonder, har Niels HP med sin rytmiske, legende vokal vundet mange hjerter ved hans
koncerter i både ind- og udland. han er desuden kendt for sin medvirken i diverse musikteater opsætninger som Hair, Matador, Den eneste ene m.fl.

Kjeld Lauritsen spiller på det store Hammondorgel med roterende lesliehøjttaler og fodpedaler. Han er kendt for at udnytte instrumentet i legesyge improvisationer. Han udfylder den traditionelle rolle i gospelmusik og orgeljazz, nemlig at erstatte både keyboards og bassist. Kjeld havde i mange år bandet ”The Organizers” sammen med den amerikanske saxofonist Bob Rockwell. Siden da har han udgivet 6 plader i eget navn foruden et par stykker som solist med Big Bands og 2 i samarbejde med den Islandske saxofonist Sigurdur Flosason.

Krister Jonsson guitar og Zoltan Csörsz trommer sikrer det groovy swing og den perfekte backing for de to solister i gruppen.

Entré til koncerten kan kun købes ved indgangen fra klokken 18:30.
Kr. 150,- for medlemmer,
Kr. 200,- for ikke-medlemmer.

Ved spisning i Kulturhuset Bølgen fra klokken 19:00, er det nødvendigt på forhånd at købe spisebilletter. Sidste dag for bestilling er onsdag den 10. januar.
Køb af spisebilletter kan foretages via www.billetten.dk

Pressefoto