En normal hverdag Af rektor Henrik Boberg Bæch

Vi er godt i gang med 2022 og på EG, som i resten af landet, var hele januar voldsomt præget af den meget store stigning i antallet af coronaramte elever og ansatte. Det havde også konsekvenser for vores orienteringsaften for nye elever, som igen i år måtte afholdes virtuelt. På trods af dette blev den et tilløbsstykke, hvilket ikke mindst skyldes, at aftenen i vid udstrækning blev tilrettelagt og gennemført af en stor gruppe af vores egne elever. De fortalte grundigt og inspirerende om det faglige og sociale liv på EG, og de fortjener en stor ros for deres engagement. Optagelsen kan ses her.

Coronabilledet ændrer sig heldigvis i øjeblikket, og hverdagen ser mere og mere almindelig ud for hver dag, der går. Det er godt for mange ting, og ikke mindst har det været godt for årets terminsprøver, der netop er afholdt med fysisk fremmøde som normalt. Derudover kan vi igen smile til hinanden på gangene uden mundbind, og selvom vi siden jul har kunnet gennemføre undervisningen næsten som normalt, så er vi generelt helt utroligt glade for at være vendt tilbage til en almindelig hverdag. Det gør ikke bare de administrative opgaver lettere, det har også en stor betydning for elevernes trivsel at slippe for restriktionerne. Så nu glæder vi os over at gå forårets mange og spændende aktiviteter i møde på helt normal vis.

Rigtig god vinterferie!

Poesiens Dag

D. 11. februar afholdt vi Poesiens Dag for alle vores førsteårselever i STX og HF. Gennem de sidste 10 år har vi haft som tradition at hylde poesien i februar, og i år blev dagen skudt i gang med et oplæg på Torvet af den unge forfatter Runa Marie Luth, som er aktuel med sin anden digtsamling Hvert forår.

Som forberedelse havde klasserne læst nogle af hendes digte i dansktimerne, og oplægget blev fulgt op af spørgsmål fra eleverne. Efterfølgende gik eleverne sammen i grupper om at skrive et digt, som skulle gå i dialog med et af Runa Marie Luths digte. Efter ferien vil forfatteren, sammen med tre dansklærere, kåre det bedste digt.

Bio-olympiade

I januar løb den nationale semifinale i den Internationale Biologiolympiade af stablen, hvor gymnasieelever under 20 år fra hele landet havde mulighed for at deltage.

For andet år i træk er Albert Rumle Bernsen fra 3.b blevet udtaget til den nationale finale på DTU i maj, sammen med 14 andre elever fra hele landet. Her er der mulighed for at gå videre til de internationale finaler, der i år afholdes i Armenien.

SRP og SSO

Eleverne i 3.g og 2.hf er nu gået i gang med den proces, der leder hen til arbejdet med at skrive deres store gymnasieopgave. De har nu valgt fag og emne, og i processen får eleverne vejledning og hjælp til at indsnævre emnet for opgaven. HF skriver i uge 13, og STX skriver i uge 13 og 14. I selve skriveperioden er der også vejledning og hjælp at hente.

Vi ønsker rigtig god arbejdslyst til alle.

Skitur med idræt

I januar var fire idrætshold på fem dages skitur i Hemsedal. Turen var en del af et fagligt forløb i alpinski, hvor eleverne modtog undervisning i tre timer om dagen. Resten af tiden var der fri leg, med mulighed for endnu mere skiløb og sociale aktiviteter på tværs af holdene.

Kommende begivenheder Morgensamling D. 24.2. kan alle byde ind og orientere om det, der sker aktuelt på skolen. Kunstneriske dage D. 28.2. – 2.3. får førsteårseleverne i løbet af tre intensive dage lov til at prøve kræfter med musik, drama, billedkunst, arkitektur og design samt mediefag. Fastelavnsfest D. 4.3. holder vi forårets første fest, hvor alle elever får lejlighed til at vise deres bedste dansetrin. Stjerne for en aften D. 10.3. afholdes årets store musikkonkurrence. Her dyster de mest sangglade EG’ere mod elever fra Helsingør Gymnasium om en plads i finalen i marts. Rejseuge i HF D. 14. – 18.3. foregår undervisningen langt væk fra EG’s lokaler, når 1.hf’erne har rejseuge med deres respektive klasser. RIMUN D. 25.3. tager MUN-eleverne til Rom for at være med i den romerske udgave af det politiske rollespil, Model United Nations.