Fra den 1. januar 2025 skærpes tilsynet med sortering og bortskaffelse af erhvervsaffald. Kom og bliv klogere på et infomøde den 21. november for erhvervsdrivende i bymidten.

Affald, der flyder udenfor containerne på bymidtens affaldsøer, skal undgås, og med de nye regler er der mulighed for at give bøder til erhvervsdrivende, som ikke har en aftale om at få bortskaffet deres affald. Pressefoto Helsingør Kommune

Der er kommet landsdækkende krav om, at alt erhvervsaffald skal sorteres i 10 typer – svarende til de ordninger, som borgerne sorterer i. (Restaffald, pap, papir, plastic, mad- og drikkekartoner, metal, madaffald, farligt affald, tekstiler og glas). Samtidig træder der den 1. januar 2025 ny lovgivning i kraft, der skal styrke tilsynet med virksomheders sortering og håndtering af affald.

I den anledning inviterer Helsingør Kommune til infomøde om affaldssortering i Helsingør Bymidte. Det sker torsdag den 21. november kl. 8-9.30 på Borgerkroen.

Til infomødet kan du møde – og høre erfaringer fra – tre virksomheder i bymidten, som har fået styr på deres affaldssortering med hjælp fra rådgivningsfirmaet Econet. Det er Borgerkroen, Lynhjem’s eftf. og Petersen Ure. Econet vil samtidig fortælle om, hvad byer, der ligner Helsingør, har af erfaringer med sortering og håndtering af affald.

På mødet vil kommunen også fortælle om reglerne og de kommende tilsyn. Tilsynene vil dels blive udført af Miljøstyrelsen og dels af kommunen. Og der falder bøder, hvis man ikke kan dokumentere, at man har en aftale med en privat renovatør eller Forsyning Helsingør om at bortskaffe sit affald.

Endelig vil Forsyning Helsingør fortælle om de muligheder, de har for erhvervsdrivende.

Infomøde den 21. november
Ifølge Lotte Wammen Rahbek fra Natur, Miljø og Klima i Helsingør Kommune har kommunen de seneste år forsøgt at forberede virksomhederne på de nye regler, så de er rustet til at få bedre styr på deres affald.

Et af elementerne har været gå hjem-møder for virksomhederne og møder med forskellige erhvervsfora.

“Det er vigtigt, for efter den 1. januar 2025 er der tilsyn, og man kan få bøder, hvis man ikke overholder reglerne,” understreger hun.