Så har Hornbæk Jazzklub linet op til en eksklusiv koncert med fire eminente og betydningsfulde spillemænd hentet fra dansk musiklivs forreste række. Du kan nu få fornøjelsen af at opleve Emil de Waal, Dan Hemmer, Nulle og Gustaf Ljunggren d. 3 marts 2023.

EMIL DE WAAL, DAN HEMMER, NULLE, GUSTAF LJUNGGREN (Pressefoto)

En konstellation på tværs af generationer med forskellige musikalske baggrunde, der i fællesskab har fundet deres egen elegante blanding af originalkompositioner, skrevet af gruppens medlemmer samt nøje udvalgte jazz-standarder fremført i herligt personlige fortolkninger. Et nostalgisk og samtidig tidløst udtryk. Det er melodisk, smukt og stemningsfuldt, og så swinger det som bare pokker.

Emil de Waal har spillet trommer med en kongerække af navne i dansk rock-, pop- og jazzmusik – lige fra Bagdad Dagblad over Maluba Orchestra til hans nuværende band Kalaha, der blander elektronisk musik med inspiration fra jazz og afrikansk musik. Elith ”Nulle” Nykjær er en levende legende på 85 år i dansk jazz står i front med sin vitale klarinet.

Han begyndte som selvlært musiker i Cap Horn i Nyhavn i begyndelsen af 60’erne og har siden, samtidig med en lang karriere som skuespiller, forfatter, musiker og komponist i DR, spillet i utallige sammenhænge. Nulle Multiinstrumentalisten Gustaf Ljunggren kommer fra Sverige, men bor nu i København, hvor han blev uddannet som saxofonist på Rytmekons. Han har spillet, og indspillet, med Gud og hvermand i alle genrer fra Teitur, Caroline Henderson, C.V.Jørgensen, Thomas Helmig og
Sebastian til …. Ja kun fantasien sætter grænser, der er altid brug for Ljunggren – han spiller det meste og mestrer både blæse-, strenge- og tangentinstrumenter.

Hammondorganisten Dan Hemmer er bl.a. kendt som den ene halvdel af duoen Lindberg Hemmer Foundation, med den nu afdøde kultfigur, Morten Lindberg aka
Master Fatman, og han har været i studiet med en lang liste kendisser.

Sammen med de Waal, Nulle og Gustaf, binder han det hele sammen til en blomstrende og velduftende sommerbuket. Det er melodisk jazz af den allerbedste skuffe.

Line Up:
Emil de Waal: trommer, percussion
Dan Hemmer: orgel
Elith “Nulle” Nykjær: klarinet
Gustaf Ljunggren: guitar, mandola, marimba, klarinet

Entré til koncerten kan kun købes ved indgangen fra en halv time før koncertstart.
Kr. 150,- for medlemmer,
Kr. 200,- for ikke-medlemmer.

Ved spisning i Kulturhuset Bølgen fra klokken 19:00, er det nødvendigt på forhånd at købe
spisebilletter.

Køb af spisebilletter kan foretages via www.billetten.dk eller ved personlig henvendelse i Kulturhuset Bølgen, Jæmtlandsvej 1, Ålsgårde.
Se Hornbæk Jazzklub’s hjemmeside: www.hornbaek-jazzklub.dk
Se Bølgens hjemmeside: www.boelgen.dk