To ud af tre danskere har færre penge til julegaverne i år, og det kan mærkes hos Børneloppen i Helsingør, hvor julehandelen er i fuld gang. Krisen har rykket genbrugsgaver fra tabu til trendy, forklarer livsstilsekspert.

Pressefoto

Hvert år bruger danskerne hver især flere tusinde kroner på julegaver, men i år vil to ud af tre danskere bruge færre penge i julen end sædvanligt. Det viser en ny måling foretaget af YouGov for Danske Bank. At der for mange er færre penge at rutte med, mærker man tydeligt hos Børneloppen i Helsingør, hvor de sælger flere brugte julegaver.

– Vi har solgt langt mere legetøj og udklædningstøj til gaver op til jul, end vi plejer at gøre. Der er også en del af de kunder, der køber legetøj, der fortæller, at det er første gang, der bliver købt brugt til gaver, siger Louise Skovborg, der er er indehaver af Børneloppen i Helsingør.

Det er blevet fedt at spare penge
For mange har den økonomiske virkelighed ændret sig betydeligt det seneste år, og det har været med til at aftabuisere det at købe brugte ting som gaver, forklarer livsstilsekspert:

– Sparsommelighed er blevet en stor trend på grund af krisen, og det gør, at vi gerne vil købe brugt – også når det kommer til gaver. Det er selvfølgelig godt for privatøkonomien lige nu at spare på pengene særligt i julen, og her er de brugte gaver noget, der gør en forskel. Det er ikke et tabu længere, siger Mads Arlien-Søborg.

Ændringen fra tabu til trend, når der er tale om netop det at købe brugt til gaver, ses tydeligt hos Børneloppen:

– Krisen har skubbet til opfattelsen af, hvad det vil sige at købe brugt. Det er blevet noget, langt flere gør og er tydelige omkring, at de gør. Det var måske ikke ligefrem noget, man skiltede med før, men det er det faktisk blevet, siger Louise Skovborg.

Tanken tæller og kan ikke byttes
Det brugte legetøj hos Børneloppen sælges af private standlejere, der køber sig til en plads i loppesupermarkedet. Derfor kan genbrugsgaverne heller ikke byttes, hvilket måske tidligere har bremset nogle i forhold til genbrugsgaverne, forklarer Johanna Kiel, der er en af idékvinderne bag Børneloppens koncept:

– Det betyder ikke så meget nu, som det tidligere har gjort, at man ikke får byttemærke på gaven. Sandsynligvis også på grund af økonomien, der måske også får os tilbage til, at det er tanken, der tæller. Men jeg ved jo også fra mine egne børn, at man egentlig kun bytter de ting, hvor man har fået flere af den samme. Og det er der jo ikke så stor risiko for, når det ikke er det nyeste nye på hylden i legetøjsbutikken.

Årets mest populære julegaver i Børneloppen lige nu er dukkehuse, brandstationer, kraner, legekøkkener, Lego, biler, dukker og dukkeudstyr, legetøj med Paw Patrol og Gurli Gris samt bløde pakker – specielt kjoler og udklædningstøj.

Børneloppen er landsdækkende kæde af loppesupermarkeder, hvor private kan sælge og købe alt til børn – tøj, legetøj, barnevogne, ventetøj og meget mere. Børneloppen gør det sjovt og overskueligt at shoppe og sælge genbrug til børn. Læs mere på www.boerneloppen.dk