Gennem det seneste år har Fonden Hornbæk Kunstmuseum arbejdet intenst på en fremtidig vision for museumsgrunden på Kystvej og A.R. Friisvej i Hornbæk. Fra fredag den 24. juni og sommeren over kan alle Hornbækkere og sommergæster i byen opleve første del af denne plan ført ud i livet. Det sker, når der er fernisering på en pop-up-skulpturudstilling kurateret af Galleriet Hornbæk på den smukke gamle grund. Dagen byder bl.a. på åbningstale med Borgmester Benedikte Kiær og møder med nogle af kunstnerne bag værkerne.

Et bæredygtigt og moderne museumskoncept

Takket være midler fra Realdania og lokale kræfters fælles indsats er det muligt allerede nu at tage hul på de kunstneriske aktiviteter og fællesskaber på museumsgrunden på hjørnet af Kystvej og A.R. Friisvej. I spidsen for de nye planer står Christina Hvid, formand for Fonden Hornbæk Kunstmuseum:

”Det er vigtigt at skabe et moderne museumskonceptet, der passer til Hornbæk og som er økonomisk bæredygtigt. Vi glæder os over allerede nu at kunne åbne grunden op for kultur og fællesskab til glæde for såvel Hornbækkere, gæster og  turister.”

Om Pop-up-skulpturudstillingen

Det er nogle af nordens helt store billedhuggere og skulptører, som er inviteret til at udstille henover sommeren heriblandt Peter Bonnén, Jane Balsgaard, Bjørn Poulsen, Pernille Clausen, Vivi Linnemann og Bente Hansen.

”Vi er utroligt glade for at kunne præsentere gæsterne for nogle spændende kunstnere, der spænder fra monumentale værker til mere minimalistiske, poetiske installationer,” fortæller Susanne Risom, der er indehaver af Galleriet Hornbæk og kurator i samarbejde med kunstnerisk sparringspartner Pylle Søndergård på popudstillingen på Museumsgrunden.

Program fredag 24. juni kl. 17.00

Velkommen v. formand for Fonden Hornbæk Kunstmuseum Christina Hvid

Åbningstale v. borgmester Benedikte Kiær

Introduktion til udstilling v. galleriejer og kurator Susanne Risom

Alle er velkomne.

Faktaboks:

Bestyrelsen for Fonden Hornbæk Kunstmuseum består af:

Bestyrelsesformand, Christina Hvid (til daglig adm. direktør i Molio)

Advokat, Anders Drachmann

Formand for Støtteforeningen Hornbæk Kunstmuseum: Sine Bayad

Kulturrådgiver, tidl. museumsdirektør, Lene Floris

Tidl. El-installatør, gårdejer Jørgen Ahrendt-Jensen

Byrådsmedlem, Jens Bertram (K)

Udviklingsplaner for museumsgrunden

Første del af visionen for museumsgrunden på hjørnet af Kystvej og A.R.Friisvej er fra denne sommer at skabe udendørs kunst og masser af liv på grunden. På længere sigt er planen at lave et 1.000 kvadratmeter stort byggeri, der vil kunne indeholde både en stor fleksibel kunsthal, bibliotek og turistinformation samt cafe og design-shop. Her vil større gallerier om sommeren kunne leje sig ind og lave udstillinger, mens der uden for højsæsonen vil kunne blive plads til andre former for kulturelle arrangementer. Minigolfen planlægges videreført med et kunstnerisk udtryk, der skal gøre den til en destination i sig selv. Villaen på grunden skal med tiden omdannes til kunstnerbolig eller indgå i kunsthallen.

For yderligere information, kontakt Anne Borg, 26 14 90 10 / mailanneborg@gmail.com