Aldrig før har så mange triatleter tilmeldt sig et af triatlonsportens store IRONMAN stævner i Danmark, som i 2017.
Selvom der er mere end 4 måneder til den første af årets tre IRONMAN-konkurrencer, kan IRONMAN Danmark melde om deltagerrekord. KMD IRONMAN Copenhagen er for længst udsolgt, mens KMD IRONMAN 70.3 European Championship i Helsingør den 18. juni har sat ny deltagerrekord. Det forventes at mere end 7.000 triatleter fra mere end 60 forskellige nationer i år vil stille til start i de tre stævner, mens over 300.000 tilskuere vil følge udholdenhedssportens jernmænd og kvinder.
IRONMAN Danmarks direktør er naturligt nok svært begejstret for udviklingen i triatlonsporten:
“Det er helt fantastisk for dansk triatlon at vi allerede nu så mange måneder inden de store stævner ved, at vi får deltagerrekord til de største stævner. Tilmeldingerne til KMD IRONMAN 70.3 European Championship og vores stævne i Aarhus på den olympiske distance er endda forsat åbne, så jeg forventer faktisk at vi samlet kommer på den gode side af 7.000 deltagere fra mere end 60 forskellige nationer,” siger Thomas Veje Olsen fra IRONMAN Danmark
Mesterskab lokker
En af årsagerne til det store antal deltagere skal findes i, at Danmark d. 18. juni er vært for Europas mest prestigefyldte triatlon konkurrence på den halve IRONMAN distance også kaldet IRONMAN 70.3:
“At vi sammen med Helsingør har skaffet så stor og betydningsfuld konkurrence til Danmark har i den grad vist sig rigtig. Ikke bare kommer alle de bedste triatleter og dyster om prestige og en historisk stor præmiesum på 500.000 kroner. Også almindelige deltagere fra hele verden kommer for at opleve Danmark og dansk triatlon,” fortæller Thomas Veje Olsen og uddyber:
“Med mere end 2.000 tilmeldte har vi netop slået rekorden for deltagere til konkurrencen i Helsingør, og vi forventer nu udsolgt med omkring 2.400 atleter til konkurrencen, der er den mest prestigefyldt i hele Europa på distancen og en begivenhed, der kommer til at skabe en sand folkefest for trisporten i Danmark.”