Der var god energi blandt de fremmødte butiksindehavere ved kick off-mødet for nyt byudviklingsprojekt.
Det er langt fra første gang, at Helsingørs erhvervsdrivende er samlet for at skabe udvikling i Helsingør midtby. Men man mærkede ingen tegn på træthed blandt de mange, der mødte op til kick off-mødet for byudviklingsprojektet: ‘Byudvikling i øjenhøjde’, der faciliteres af konsulenter fra BIDDanmark.
Tværtimod var der masser af energi og højt humør, da borgere og erhvervsdrivende fra tre lokale kvarterer i byen – Havnekvarteret, Stjernegadekvarteret og Bjergegadekvarteret – blev bedt om at finde løsninger på byens og kvarterets udfordringer og udvikle initiativer, der kan skabe mere liv i deres lokalområde og i hele byen.
“Det virker meget lovende. Tovholderne virker som nogle gode fyre, der får ting til at ske,” sagde Marianne Kyhl fra frisørsalonen Park by Kyhl Coiffure i Stjernegade med henvisning til de to konsulenter Mikkel Niess og Michael Moos Møller fra BIDDanmark, som er hyret af Helsingør Kommune til at facilitere projektet ‘Byudvikling i øjenhøjde’.
I den seneste tid er der talt meget om tomme butikslokaler og krise i midtbyen. Marianne Kyhl håber og tror, at den snak snart forstummer.
Jeg føler, at det her kan være med til at vende udviklingen. Man kan høre på debatterne her, at vi er enige om mange ting. Så det kan kun blive godt.”
God energi
Christina Brødbæk Casparij fra tøjbutikken Mr. August i Stjernegade har deltaget i flere tidligere byudviklingsprojekter, som ikke har medført den positive udvikling, hun havde håbet på. Alligevel er hun også optimist.
“Vi skal ikke holde fast i, hvad der er sket tidligere. Jeg tror og håber, det her projekt kommer til at gøre en forskel, også fordi det denne gang er kommunen, der rækker hånden frem,” siger hun og fortsætter:
Hvis vi alle sammen bidrager til samarbejdet, har jeg en forventning om, at vi kan samle folk i byen. På det her møde oplever jeg i hvert fald en god energi, og at folk gerne vil arbejde sammen om at skabe udvikling.”