Sæt kulturhistorien i stand – og se museet for halv pris
Denne sommer kan gæster på M/S Museet for Søfart både opleve den danske søfartshistorie – og selv blive en del af den. Gæsterne kan gå på opdagelse i museets helt nye faste udstilling “Søfarer – 400 års danmarkshistorie”. De kan også hjælpe museet med at sætte det historiske fyrskib i stand, bakke op om bæredygtighed og samtidig få 50% i rabat på entrébilletten.
I år er museet med i initiativet COPENPAY, hvor en række turistattraktioner belønner bæredygtige handlinger. Hver mandag fra kl. 11 – 13 kan gæsterne gå ombord på det gamle fyrskib “GEDSER REV”, hjælpe museet med at slibe eller male og give en hånd til bevaringen af et stykke flydende kulturhistorie. Gennem mere end 100 år har det gamle fyrskib guidet skibe sikkert gennem danske farvande. Under den kolde krig blev skibet en redningsplanke for Østtyske flygtninge på vej til vesten.
Direktør for M/S Museet for Søfart, Anni Mogensen, siger: “Med vores Copenpay aktivitet har alle mulighed for at blive en del af fyrskibets spændende historie. Som tak kan man for halv pris opleve museet og vores nye udstilling ‘Søfarer – 400 danmarkshistorie’.”
Den anmelderroste udstilling fører gæsterne fra 1600-tallets store sejlskibe, gennem kolonitidens mørke kapitel, videre til dampskibene og helt frem til nutidens containerskibe.
Der er også masser af søfartssjov for de små gæster, som gratis følger med de voksne på museet. I år kan børnefamilierne følge i skibsrotternes og kakerlakkernes fodspor gennem hele Søfarer-udstillingen.
Sommer på M/S Museet for Søfart:
Åben hver dag i juli og august fra 11.00 – 18.00
Copenpay: Hver mandag fra 11.00 – 13.00 fra d. 7. juli til og med 10. august.
Programmet for børnefamilier: 27. juni til og med 10. august. (undtaget d. Gratis adgang for børn op til 18 år.)

