Foto: helsingor.dk
Foto: helsingor.dk

Børnehuset Villa Kulla lagde mandag den 21. november lokaler til, da 12 af Helsingør Kommunes daginstitutioner fik papir på, at de er certificerede DGI bevægelsesinstitutioner. I fremtiden er bevægelse en vigtig del af dagligdagen i alle daginstitutioner, efter at de sidste af institutionerne har fået deres DGI-certifikater. Børn, der kører på scooter indendørs i vuggestuen. Børn, der kravler på bordene og har forhindringsbane på gangene i børnehuset, oplyser Helsingør Kommune på deres hjemmeside.

Tidligere ville det være en sjældenhed. Men efter at alle Helsingør Kommunes daginstitutioner er blevet DGI bevægelsesinstitutioner, har tingene ændret sig, og bevægelse er tænkt ind i alle aspekter af børnenes dagligdag.

– Det har gjort en positiv forskel i dagligdagen, at vi nu har et målrettet fokus på bevægelse, siger daginstitutionsleder Teena Larsen fra Børnehuset Villa Kulla i Helsingør.

Bevægelse skaber glæde og får børnene til at grine. Vi ser også, at de mere stille børn kommer ud af busken og liver op af vores bevægelseslege.

Gode grin undervejs

Personalet i Villa Kulla har været med i den sidste gruppe af daginstitutioner i kommunen, som har gennemført et kursus over fem moduler a tre timers varighed hos DGI og herefter kan kalde sig certificerede bevægelsesinstitutioner.

– Det har været rigtig godt, at hele personalegruppen har været af sted på kursus. Vi har fået nogle gode grin undervejs og har lært hinanden rigtig godt at kende, fortæller Teena Larsen.

I bevægelsesinstitutionerne prioriterer personalet bevægelse, når de sætter aktiviteter i gang for børnene.

– Men opmærksomheden skærpes også på ikke at bremse børns selvigangsatte bevægelser. Så børnene får lov til at bevæge sig og får erfaring med, hvordan kroppen fungerer, f.eks. når de hopper ned fra et højt bord. Børnene får kompetenceskrammer og bliver livsduelige, forklarer Anette Bundgaard, børne- og ungekonsulent i DGI.

Glæde blandt de lokale politikere

Det var politikerne i Helsingør Byråd, der med budgettet for 2015 besluttede at sætte penge af til at gøre alle kommunens daginstitutioner til bevægelsesinstitutioner. Derfor er lokalpolitikerne meget glade for, at alle daginstitutioner i Helsingør Kommune fremover kan kalde sig bevægelsesinstitutioner.

– Det er vigtig at lege og bevæge sig – især for børn. Derfor er jeg så glad for, at leg og bevægelse er en central del af børnenes hverdag i vuggestuen og børnehaven i Helsingør Kommune. Og det er glædeligt, at DGI-certificeringen gør en forskel for både børn og personale. Vi har nu flere ideer og metoder, så alle børn er med, når det gælder om at bevæge sig på sjove og nye måder, siger borgmester Benedikte Kiær.

Også udvalgsformændene Jens Bertram og Christian Holm Donatzky er glade for, at alle institutioner i Helsingør Kommune nu er bevægelsesinstitutioner:

– I Helsingør Kommune vil vi gerne hjælpe overvægtige børn til bedre trivsel, og det har stor betydning, at vi tænker motion og bevægelse ind som en integreret del af alle børns hverdag i daginstitutionerne. Det gavner også børnenes generelle udvikling og læring, siger Christian Holm Donatzky, Børne- og Uddannelsesudvalget.

Jens Bertram supplerer:

– DGI-certificeringerne er en væsentlig del af vores målsætning om at skabe mere social lighed i sundheden. Det er et stort og vigtigt skridt i den rigtige retning, at børnene i alle vores daginstitutioner får lige muligheder for at bevæge sig, siger Jens Bertram, Sundheds-, Idræts- og Fritidsudvalget.

Fakta om bevægelsesinstitutioner

• I en DGI-certificeret institution er bevægelse en integreret del af hverdagen. Kroppen, sunde vaner og masser af energifyldte aktiviteter er i fokus, og der arbejdes målrettet med at styrke børnenes sanselige og motoriske udvikling.

• Formålet er at give børnene lyst til og mod på at bruge deres kroppe aktivt, give dem glæden ved at bevæge sig og grundlægge trivsel og sunde vaner. Efter bevægelsesforløbet tilbydes forældre og børn en fysisk aktiv institution, hvor bevægelse og leg danner ramme om det pædagogiske arbejde.

• Bevægelsesglæde bliver omdrejningspunktet i hverdagen og danner grundlag for sunde vaner, forbedrer børnenes kropslige forståelse, øger trivslen og styrker de sociale relationer.