Med deres skarpe blik for genbrugsguld, design og farvemix skal Anjaliva Finsdóttir og Pernille Beyer fra Forsyning Helsingør inspirere borgerne til endnu mere direkte genbrug.

Genbrugsmedarbejder hos Forsyning Helsingør, Anjaliva Finsdóttir, ifører sig gerne en neon gul refleksjakke hver dag – selvom hun oprindelig er uddannet tøjdesigner og elsker design.
Det er faktisk enormt behageligt, og ikke mindst praktisk. Det har jeg hurtigt vænnet mig til, smiler hun.
Hun står i dag for driften af det populære genbrugshus på Cirklen på Energivej, men er samtidig godt i gang med at gøre klar til åbningen af den nye større genbrugshal på Skibstrup Genbrugsplads sammen med sin nye makker Pernille Beyer. Genbrugshallen slår dørene op den 27. februar. Og de to kolleger glæder sig til at byde borgerne indenfor.
Vi har meget, der skal nås før vi er helt klar, og det kribler i fingrene for at få lov til at sætte ting på hylderne. Vi glæder os helt vildt til at vise den nye hal frem, lyder det samstemmigt fra de to, der har haft god kemi lige fra den dag i efteråret, hvor Pernille kom i praktik på Cirklen. Hun er nu fastansat.
Genbrugstræ dækker facaden
Den 200 kvm store hal, er bygget af Civilforsvaret for 45 år siden, har de sidste par måneder gennemgået en renovering med fokus på genbrug. Materialer fra den eksisterende hal er genanvendt, og gamle døre og vinduer indsamlet fra genbrugspladsen er integreret i facaden. På facaden er det træ fra nedrevne gangbroer i Nordsjællandske skove og søer, der nu har fået nyt liv.
Konceptet bygger videre på succesen fra genbrugshuset Cirklen – kun tre ting i kurven pr. kunde og alt skal vejes før det forlader butikken – men i Skibstrup er det også muligt at aflevere og hente større møbler, som fx sofaer, senge, reoler og borde.
Der bliver en indgangsdør og en udgangsdør, så der er tydeligt flow rundt i hallen. Der skal være små rum i rummet med arrangementer og udstillinger. Det må gerne være hyggeligt og stemningsfuldt at komme ind. Det tror vi på er vejen frem, fortæller Pernille Beyer.
Vær kreativ med det, du har
Lige nu er Anjaliva og Pernille i gang med at male flere gamle reoler, der skal udgøre det faste inventar til udstilling af mindre effekter langs hallens ene langside. På den måde adskiller inventaret sig tydeligt fra de genbrugseffekter, man må tage med.
Vi tager udgangspunkt i tre grundfarver; lyserød, bordeaux og grøn. Og der bliver en disk af genbrugspaller mellem ind- og udgang. Derudover er det svært at sige, præcis hvordan vi kommer til at indrette hallen. Inspirationen kommer fra de møbler og genstande, som vi får at arbejde med undervejs. Du må være kreativ med det, du har til rådighed. Det er vilkåret – og det, der gør det sjovt, siger Anjaliva.
De er enige om, at tre-tingsreglen fra Cirklen skal føres videre i den nye genbrugshal, fordi man undgår hamstring – og det skaber en følelse af retfærdighed.
Vi vil gerne undgå den der med, at nu har du tre minutter til at tømme en butik. Her vælger du med omhu og tanke for, hvad du rent faktisk står og mangler, siger Pernille.
Giver mening at give slip
Genbrugshuset på Cirklen er blevet så populært at folk står i kø for at komme ind. Det er i det hele taget tydeligt at mærke, at genbrug og genanvendelse er blevet moderne. Og så er det nemmere for folk at få ryddet ud i gamle ting og sager, når effekterne ikke bare ryger i en container, oplever de to.
Det betyder noget for folk, at der er andre, der får det. Så giver det pludselig mening at give slip. Det gør ondt i hjertet på mange at skulle smide ting ud, siger Anjaliva.
Som at være julemanden
Selvom det er hårdt fysisk arbejde at drive et genbrugshus, så er det alt slæbet værd, når man ser tingene blive hentet af glade kunder, lyder det.
For eksempel når der kommer et forelsket ungt par og henter ting til deres første fælles hjem. Eller når en pædagog kommer i sin fritid og henter legetøj eller små-møbler til glæde for børnene i institutionen. Eller når en kunstner finder en gammel frisørhårtørrer og senere kommer for at vise et billede af, at han har lavet den om til en lampe.
Andre igen henter service til konfirmations- eller bryllupsfester og aflevere det igen bagefter.
Det giver så meget glæde. Det føles lidt som at være julemanden faktisk, smiler Pernille.
Genbrug i blodet
Genbrug er hjerteblod for de to kolleger, der også på hjemmefronten har indrettet sig med genbrugsting og særlige fund, der er købt på Marketplace eller Den Blå Avis.
Det her arbejde kræver nok, at man oprigtigt synes det er sjovt at spotte gode ting og tænke kreativt med dem, lyder det fra Anjaliva.
Det stærke makkerpar bliver at finde bag disken i genbrugshallen i hverdagene, hvor der er åben mandag, torsdag og fredag fra kl. 14-17. Lørdag og søndag er der åben fra kl. 10-15.
Fakta
Genbrugshallen slår dørene op torsdag den 27. februar kl. 11 – med musik, genbrugskage og genbrugslykkehjul.
Adresse: Skibstrup Affaldscenter, Gørlundevej 4, 3140 Ålsgårde
I genbrugshallen kan du bl.a. finde:
– Møbler, fx reoler, senge, sofaer, borde og stole
– Småt boligtilbehør, fx vaser, malerier og nips
– Køkkenudstyr og isenkram
– Legetøj, hobby- og sportsudstyr
– Elektronik, fx lamper, hårde hvidevarer og elektriske husholdningsapparater
– Bøger, CD’er og DVD’er
– Boligtekstiler, fx puder og tæpper
Åbningstider: Mandag, torsdag og fredag fra kl. 14-17 og lørdag-søndag fra kl. 10-15. Tirsdag-onsdag er der lukket.
Åbningstid for aflevering: Små genbrugseffekter kan afleveres i genbrugscontaineren, der er åben hver dag fra kl. 08-18. Store genbrugseffekter kan afleveres i indleveringsporten fra kl. 10 og indtil lukketid på åbningsdagene.