Læserbrev af Jens Kirkegaard, Espergærde, medlem af Seniorrådet i Helsingør

Statsministeren bebudede i sin nytårstale, at ældreplejen skal frisættes, idet ansvaret fremover overdrages til landets kommuner. Regler, vejledninger og indberetninger skal skrottes til fordel for en mere personlig hjælp ud fra den enkeltes behov og ønsker.

En helt ny verden åbenbarer for alle de nyvalgte byråd, som kræver en mental omstilling hos de ansvarlige kommunalpolitikere, forvaltningen og hos alle de varme hænder hos frontmedarbejderne. Alt sammen til glæde for de borgere, som har behov for hjemmehjælp.

Helsingør kommunes hjemmepleje har i den seneste tid fået mange drøje hug, hvor en af forklaringerne på problemerne var snærende økonomiske rammer og for meget bureaukratisk dokumentation indført af Folketinget, der stjal tid fra kerneydelsen – at yde borgerne omsorg og personlig hjælp.

Så fremover bliver Helsingør selv ansvarlig for kvaliteten af kommunens hjemmepleje, hvorfor politikerne bør arbejde for at decentralisere administrationen, så den enkelte frontmedarbejder får større indflydelse på egen arbejdstilrettelæggelse og arbejdsdag. Når man har afgørende indflydelse på sin egen arbejdsindsats, så stiger arbejdsglæden, engagementet og effektiviteten, så det ikke bare drejer sig om at få bevilget flere penge gennem skatteforhøjelser, som er Enhedslistens traditionelle løsningsforslag.

Nu skal politikernes snak om borgerinddragelse også stå sin prøve, og i den forbindelse skal især Seniorrådet vises opmærksomhed, hvilket har været noget politisk forsømt de seneste år. Forhåbentlig vil Seniorrådets input fremover indgå i Byrådets drøftelser om tiltag til forbedring af hjemmeplejen.

Og Helsingørs mere end 20.000 seniorer opfordres til at deltage i en åbenhjertig offentlig debat om hjemmeplejen, nu hvor det bliver kommunens egne politikere og forvaltning, der selv skal svingertaktstokken på området. Det bliver en spændende tid for hjemmeplejen.