Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 260617-040717.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Tricktyveri, Helsingør
Tidspunkt: 27/06-2017

Kl. 1224 anmeldte en 76 årig kvinde fra byen, at hun under færdsel i Brostræde, var blevet kontaktet af 2 kvinder, der havde stjålet kontanter fra hende.

Gerningskvinderne beskrives som:

A: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 153-155 cm, Kropsbygning: Almindelig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Sort, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Halvlangt hår, Talte: Engelsk, Iført: Blå jakke og sorte bukser,

og

B: Kvinde, Østeuropæisk af udseende, 35-40 år, 160-165 cm, Kropsbygning: Kraftig, Hudfarve: Hvid, Hårfarve: Brun, Hårlængde: Langt, Yderligere kendetegn: Håret var farvet mørk blond og opsat, Talte: Engelsk, Iført: Beige jakke, mørk nederdel.

Vold, Hornbæk
Tidspunkt: 27/06-2017

Kl. 1641 anmeldtes et voldeligt overfald på en adresse på Villingebækvej, hvor to personer var kommet i håndgemæng, hvorunder der var brugt kniv. En 67 årig lokal mand, blev kørt til behandling på skadestuen, medens der blev foretaget anholdelse af en 53 årig lokal mand. Han blev taget med på stationen.

Uro og uorden, Helsingør
Tidspunkt: 25/06-2017

Kl. 0235 anmeldtes at to personer optrådte provokerende i Stengade, idet de forsøgte at indlade sig i slagsmål. Patrulje til stedet, hvor det ikke lykkedes at tale de to mænd med alderen 20 og 22 til fornuft, hvorfor de blev anholdt og taget med til afrusning i detentionen. De blev begge sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Narko- og spirituskørsel, Helsingør
Tidspunkt: 25/06-2017

Kl. 2306 rettede en patrulje henvendelse til en mand i en personbil på en p-plads på Bragesvej. Bilens motor var i gang og da føreren, en 33 årig mand fra byen, blev skønnet spirituspåvirket og da han også blev fundet i besiddelse af narko, blev han også sigtet for kørsel med dette i blodet. Han blev anholdt og taget med til prøveudtagning.