40 år på scenen

Bo Madvig, der netop nu er aktuel i forestillingen ”RAMMER”, debuterede for 40 år siden i Helsingør Scenens sommeropsætning af Jeppe på Bjerget.

54-årige Bo Madvig har været vidt omkring i sin 40 år lange karriere som performer. Han er to gange blevet nomineret til en Reumert og har optrådt over det meste af verden. Fra Cirque d’Hiver i Paris over den sydamerikanske jungle til Det Kongelige Teater. Op gennem 80’erne og 90’erne har han arbejdet sammen med nogle af de mest nyskabende og eksperimenterende kompagnier og koreografer – fra japanske Yoshiko Chuma, over amerikanske Mark Tompkins til tyske Sasha Waltz.

Det stod dog langt fra skrevet i kortene, at Bo Madvig skulle gå teatervejen. Familien til begge sider er rundet af en landbokultur. Bos mor var smørrebrødsjomfru, hans far var lastbilchauffør og kørte i mange år ud med cola og senere også andre sodavand, hvilket hjemme i Helsingør gav Bo tilnavnet ”Colamandens søn”.

Alligevel vidste han instinktivt helt fra seks-syv års alderen, at det var teatervejen, han gerne ville gå. Da han var 15 år, opdagede han ved lidt af et tilfælde Helsingør Ny Teater, som var ved at indstudere en sommerforestilling, der skulle opføres udendørs ved karmelitterklosteret.

– Det var en gruppe af modne mennesker, i hvert fald set fra en 15-årigs synsvinkel. Men jeg hægtede mig på, sad med ved prøverne og lyttede og fik en binderolle, hvor jeg skulle være kammertjener og soldat, fortæller Bo Madvig om sin debut på scenen.

De følgende år deltog han i politisk og folkeoplysende teater, som efterskoleelev og senere hf-studerende hos Tvind. Flyttede til København og boede i besatte lejligheder, og deltog i en række kommenterende happenings, som var datiden ung måde agere på, når man ville råbe politikerne op.

Han deltog i masser af teaterkurser og workshops, søgte ind på Statens Teaterskole uden held, og troede i stedet, han skulle satse på sin anden passion: keramikken. Men ved introduktionsdagen på Holbæk Kunsthøjskole, rendte han ind i en teatermand fra Aarhus Teater – og så var han tilbage på teatersporet.

– Jeg dyrkede alt det teater, jeg kunne komme afsted med, og lavede min keramik om natten, smiler Bo Madvig.
Han mødte forskellige aktører inden for nye eksperimenterende teaterformer, og kom blandt andet med i det legendariske Exment, der opførte ”Die Menschmaschine” i Den Grå Hal og på baneterrænnet i Aarhus og blev stadig mere bevidst om sin retning.

– I starten havde jeg troet, jeg skulle spille Holberg, men var det fysiske teater med sit plastiske, kropslige og performative sprog, jeg følte mig hjemme i, siger Bo Madvig, der i 1984 kom igennem den tre måneder lange optagelsesprøve til HKA Hoghe School vor de Kunsten Amsterdam. En fire-årig uddannelse, som han forlod efter de to, fordi han havde brug for ”at fordøje” de mange input.

– Det var nogle år, hvor der skete utrolig meget. Vi var den første årgang i verden, som havde kontaktimprovisation på skemaet. Det var også her den såkaldte eurocrach-style opstod, der arbejdede i spændingsfeltet mellem det fysiske teater, dans og visuelt teater. Der opstod banebrydende kompagnier som ”DV8” i England og ”Ballet C de la B” og ”Wim van der Keybuss” i Belgien. Det var en fantastisk inspirerende og spændende tid, fortæller Bo Madvig.

Selv kom han til at arbejde med den amerikanske koreograf Mark Tomkins, som boede i Frankrig og var et hot navn på de europæiske festivaller, og senere Sascha Waltz, der var det store navn i Berlin. Efter ni år i udlandet – Zimbabwe, Peru, Bolivia, Venezuela, New York og Island, vendte han tilbage til Danmark, hvor han i tre år blev ansat som underviser ved Nordisk Teater.

– Her kunne jeg lave en fusion af alt det, jeg havde mødt og var inspireret af. Vi brød alle dramaturgiske regler. Trak stikkene ud og satte dem sammen på en anden måde. Vel vidende, at man kan gå for langt til at det bliver forståeligt for publikum, men med bevidstheden om, at man altid kan padle i land i igen, siger Bo Madvig.

Han har i en årrække arbejdet freelance som både underviser og performer. Blev i 2006 nomineret til en Reumert for forestillingen ”DAS” af Kenneth Kreutzmann, og igen i 2012 for monologen ”Fallit” i Café Teatrets Projekt Landbrug.

– Mange i Danmark ser mig som en danser, men jeg kan kun en tiendedel af, hvad en danser kan. Mit fokus har været på det fysiske teater, specifikt med karakterarbejdet. Nogle roller er mere verbale, nogle mere dansebårede, men for mig sker arbejdet altid igennem processen med at forme en karakter.

Netop det karakterskabende element er også bærende for hans medvirken i forestillingen ”RAMMER”, der i øjeblikket spiller land og rige rundt. En co-produktion mellem Limfjordsteatret på Mors, GLiMT i Tårnby og Vendsyssel Teater, der fusionerer fysisk teater, nycirkus og moderne dans, og som netop har høstet store roser i Hjørring, hvor det var åbningsforestilling i det nye teaters black box-sal.

En hardcore fysisk og ordløs forestilling, der tager afsæt i de komplekse sociale regler, der gør det så svært at være menneske og skulle navigere i det 21. århundredes foranderlige samfund.

– Der findes masser af skrevne og uskrevne regler, som det kan være svært at forstå, når man kommer udefra. Hvad enten man er en syrisk flygtning, der er havnet i Danmark – eller en dansker, der kommer til Sverige. I en nonverbal forestilling kan vi ikke styre, hvad folk skal tænke. Vi giver kun antydninger af noget, som de med hver deres bagage selv er med til at forme. Vi kaster nogle lunser ud, som giver publikum mulighed for at være medskrivende, siger Bo Madvig.