En undersøgelse viser, at Helsingør Kommunes borgere har sundhedsudfordringer, og byrådet er i gang med at udforme en ny sundhedspolitik. Derfor er anden elevudfordring i ’Boost – Innovativ Skole i Helsingør Kommune’ at finde ideer til bedre sundhed hos kommunens borgere.
I hele næste uge arbejder alle 6.900 elever i Helsingør Kommunes folkeskoler med ideer til, hvordan borgerne kan blive sundere. I grupper skal eleverne finde ideer – ’designs’ – der eksempelvis kan sænke borgernes alkohol- og tobaksforbrug, øge deres motion, forbedre deres kost og give bedre mental sundhed.
Byrådets valg af ’Sunde Borgere’ som andet tema ud af tre innovative forløb i Boost er ikke tilfældigt. Dels er byrådet netop nu i gang med at udvikle en sundhedspolitik, der skal gælde fra 2017 til 2022. Dels viser en undersøgelse fra Region Hovedstaden, at borgerne i Helsingør Kommune har visse sundhedsudfordringer i forhold til regionens andre 28 kommuner. Det er på områderne ’overvægt’, ’bevægelse’ og ’mental sundhed’, at Helsingør-borgerne klarer sig dårligere end gennemsnittet af de andre kommuner.
– Jeg glæder mig til at se, hvilke sundhedsløsninger børnene kan udvikle i projektugen. Det engagement og den fantasi, de lagde for dagen, da de i Boost-projektugen sidste år fandt integrationsløsninger for kommunens flygtninge, var imponerende. Jeg er sikker på, at børnene får en lærerig uge, og kommunen får en masse inspiration til det kommende arbejde med sundhed, siger borgmester i Helsingør Kommune, Benedikte Kiær.
Forløbet af elevernes sundhedsudfordring er ligesom sidst, at eleverne arbejder en uge med at finde gode ideer og laver modeller af deres løsninger. Eleverne arbejder efter ’Design to Improve Life’-kompasset, som er en konkret metode til at arbejde innovativt. De bedste ’designs’ bliver udvalgt til et Battle den 9. marts, hvor en endelig vinder bliver kåret af en ekspertjury. Som mange kan huske, vandt Velkomstkufferten, designet af 1. B på Byskolen, sidste gang.
Alle lærere, pædagoger og skoleledere har fået undervisning i at arbejde med Kompasset i folkeskolen. Og erfaringerne fra første udfordring er, at alle elever fra 0. klasse til 10. klasse er i stand til at skabe kreative og brugbare løsninger med Kompasset i hånden.
– Målet med Boost er ikke blot de tre udfordringer, siger Benedikte Kiær:
– Målet er, at vi i Helsingør Kommunes skolesystem uddanner Danmarks mest innovative børn. Det at kunne arbejde med innovation og finde frem til innovative løsninger er helt essentielt, når man skal klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Og her ønsker vi at give vores børn en fordel på arbejdsmarkedet, når de bliver voksne.
Om Boost – Innovativ Skole i Helsingør Kommune
’Boost – Innovativ Skole i Helsingør Kommune’ har til formål at gøre Helsingør Kommunes skolesystem førende i Danmark på innovation og kreativitet. Udgangspunktet er den seneste folkeskolelov, som bestemmer, at innovation skal indgå i alle fag.
Trekløveret bag ’Boost – Innovativ Skole i Helsingør Kommune’ er Helsingør Kommune, Professionshøjskolen Metropol og INDEX: Design to Improve Life®. Derudover bliver de faglige organisationer BUPL, FOA og Danmarks Lærerforening løbende inddraget i forløbet.
Boost består af innovations-uddannelse af undervisere og ledere i folkeskolen – og af tre udfordringer: Den første, ’Fra flygtning til medborger’, arbejdede eleverne med i januar 2016, og i uge 4 i år hedder udfordringen ’Sunde borgere’. Den sidste udfordring bliver ’Verdens bedste børne- og ungekommune’ i 2018.