Helsingør Kommune har siden den 1. februar i år sat ekstra ind for at undgå, at borgere bliver sat ud af lejeboligen, når de ikke kan betale deres husleje. Indsatsen er en stor succes. Kun tre mennesker har været nødsaget til at forlade deres lejebolig i 2016.
Helsingør Kommune får ros
Social- og indenrigsminister Karen Ellemann roser projektet ” Den fremskudte borgernære indsats”, som hun mener, at andre kommuner med fordel kan lade sig inspirere af.
– Udsættelser og hjemløshed skal bekæmpes, og alle kommuner har nogle klare forpligtelser, når det gælder udsættelsestruede borgere. Her i Helsingør Kommune har man valgt at prioritere det forebyggende arbejde, og det ser ud til at fungere rigtig godt med en dedikeret social boligmedarbejder, der går ind og hjælper med at opklare, hvor problemerne ligger for den enkelte person eller familie. Samtidig har jeg noteret mig, at der ikke er tale om store investeringer fra kommunens side. Det er virkelig glædeligt at se så markant et fald i antallet af udsættelsessager i Helsingør Kommune – andre kommuner kan med fordel lade sig inspirere, siger Social- og indenrigsminister Karen Ellemann til Helsingør Kommune.