M/S Museet for Søfart giver halv pris på entrébilletten fra 27. juni og frem til 9. august. Sommeren byder på aktiviteter for hele familien – både indendørs og udendørs. Ræs på rumpejoller, byg drømmeskibe, kom på gratis rundvisninger med museets eksperter, og oplev ’Frihedens Værksted – Kløvedal & livet med Nordkaperen’.

Sommersjov på M/S Muséet for Søfart. Foto: Siw Aldershvile Nielsen

Tag familien med i DRØMMESKIBET – M/S Museet for Søfarts store legeområde for børn og deres voksne. Træk i sømandstøjet og leg løs, syng sømandskaraoke, og gå på opdagelse efter et vaskeægte havfrueskelet. I Sømandsværkstedet kan man sammen bygge fantasifulde drømmeskibe.

Ræs på rumpejoller i dokken

Hop om bord på de sjove rumpejoller – et lille ’skib’ der kommer frem, når man vrikker med rumpen. Ræs afsted i dokken og bliv udlært som vaskeægte rumpejollematros på rumpejolleskolen! Tag reb-ringe i hånden og dyst imod hinanden i dokken. Hvem er den bedste ringmester? Spillet er sjovt for både børn og voksne.

Gratis rundvisninger med eksperterne

Kom med på en gratis og personlig sær-rundvisning med museets eksperter; Kolonihistorikeren, Søfartshistorikeren, Arkitekturelskeren, Sømanden, Religionshistorikeren, og Direktøren.

Og tag med på en introduktion til den anmelderroste udstilling ’Frihedens Værksted – Kløvedal & livet med Nordkaperen’.

Læs mere om alle de spændende og sjove sommerferieaktiviteter på muséets hjemmeside.