Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 11.-19. maj 2020.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Drukneulykke, Helsingør

Klokken 18.12 blev det anmeldt, at en 43-årig mand havde fået problemer med sit udstyr under en dykning og var druknet. Politi, brandvæsen og sundhedsvæsenet kørte til stedet, manden var blevet reddet i land, og her blev der ydet førstehjælp, indtil han med helikopter kunne transporteres til hospitalet, hvor hans liv dog ikke stod til at redde.

Færdselsuheld og spirituskørsel, Helsingør

Flere anmeldelser meldte torsdag aften, at en bil på vej ad Helsingørmotorvejen i nordgående retning viste tegn på muligt spirituskørsel, idet den kørte slingrende mellem vognbanerne. Mens en patrulje var på vej til området for at rundere efter bilen, blev det anmeldt, at den nu befandt sig på Kongevejen, hvor den var involveret i et færdselsuheld. Patruljen vendte bilen mod Kongevejen, hvor tre biler var stødt sammen ved, at den omtalte bil havde påkørt to andre biler, som holdt for rødt. Bilens fører, en 49-årig mand fra Helsingør, blev på stedet anholdt og sigtet for spirituskørsel, idet alkometeret indikerede en betragtelig promille.

Der skete ved uheldet ikke umiddelbart nogen personskade på nogen af de implicerede parter. Fra den 49-årige blev der efterfølgende udtaget en blodprøve på hospitalet med henblik på at fastslå hans eventuelle præcise promille. Hans bil blev på ulykkesstedet også beslaglagt af patruljen.

Kørsel uden førerret, Espergærde

Klokken 13.40 blev en 32-årig mandlig bilist fra Helsinge standset og kontrolleret på Helsingørmotorvejen i Espergærde i nordgående retning. Her viste det sig, at han ikke besad førerret, og han blev derfor sigtet for forholdet.

Kørsel uden førerret, Helsingør

Klokken 11.50 blev en 29-årig mandlig fører af en varebil standset og kontrolleret på Kongevejen i rundkørslen ved Klostermosevej. Her viste det sig, at han ikke havde førerret, hvorfor han blev sigtet for forholdet.

Mistænkelig genstand fundet, Ålsgårde

Klokken 10.08 anmeldte en pædagog, der var ude at gå med nogle børn, at de på en p-plads på Skindersøvej havde fundet en granatlignende genstand. EOD/Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste blev sendt til stedet, hvorefter genstanden efterfølgende blev bortsprunget i Tikøb Grusgrav. Nordsjællands Politi er ikke bekendt med, hvad genstanden reelt var.

Lov om euforiserende stoffer, Gilleleje

Omkring klokken 21.00 var en patrulje forbi Fiskerengen, hvor to mænd, en 22-årig fra Gilleleje og en 23-årig fra Hornbæk, blev truffet med små mængder hash på sig, hvorfor de blev sigtet for dette.

 

Indbrud i privat beboelse anmeldt den 18. – 19. maj 2020 i Nordsjællands politikreds