Lauritzen Fonden giver 5 mio. kr. til det 5-årige projekt, Aspiranterne. Projektet skal hjælpe sårbare unge i Helsingør mod uddannelse og beskæftigelse.

Målet med ”Aspiranterne” er – gennem mødet med byens kulturinstitutioner – at styrke de unges robusthed og kreativitet for at være bedre forberedt på det fremtidige arbejdsmarked.

Første hold med syv unge aspiranter begynder til august, hvor de igennem seks måneder vil indgå i arbejdsfællesskaber på biblioteket, Værftsmuseet, M/S Museet for Søfart og Kulturværftet i Helsingør.

Kulturhavn Kronborg, Helsingør. Foto: Helsingør Kommune.

En vigtig håndsrækning

Formanden for Social- og beskæftigelsesudvalget Marlene Harpsøe (DF) er glad for, at Lauritzen Fonden støtter indsatsen for at få sårbare unge tættere på arbejdsmarkedet:

 – Alle har brug for at gøre nytte og føle sig som en del af et arbejdsfællesskab. Derfor er jeg også rigtig glad for, at Lauritzen Fonden gør det muligt, at nogle af de mest udsatte unge kan prøve kræfter med en arbejdsplads. Det kan være lige præcis den håndsrækning man har brug for at komme videre i livet, siger Marlene Harpsøe.

Også formanden for Kultur- og Turismeudvalget Michael Mathiesen (C) er glad for initiativet:

 – Dette er endnu et fantastisk eksempel på, hvor mange forskellige muligheder der er i et rigt kulturliv. Netop kulturlivet har en lang tradition for rummelighed og mangfoldighed, og derfor er jeg også rigtig glad for, at vores lokale kulturinstitutioner er gået med i projektet.

 – Forhåbentlig kan forløbet være med til at give de unge et skub i den rigtige retning, ligesom f.eks Perron X gjorde det, i Toldkammeret i 90´érne, siger Michael Mathiesen.

Rødder i lokalområdet

Lauritzen Fonden, der fylder 75 år i 2020, har historiske rødder i Helsingør. Fonden ejer Rederiet J. Lauritzen, som fra 1964-1983 ejede skibsværftet i Helsingør. Et område der i dag bl.a. danner ramme om M/S Museet for Søfart og Kulturværftet. Ifølge chef for kulturområdet i Lauritzen Fonden, Kamilla Søgaard, kobler Aspiranterne derfor på fineste vis fondens nutidige strategi sammen med fondens historiske og erhvervsmæssige virke:

 – Aspiranterne er en unik beskæftigelsesindsats, der igennem kunst og kultur sikrer udsatte unge nye perspektiver på eget liv og derved ruster dem til at blive en del af et fremtidigt arbejdsmarked. At indsatsen finder sted i det maritime og kulturelle centrum som Kulturhavnen udgør, samler i den grad trådende for alle parter og sikrer nogle inspirerende rammer for de unge aspiranter, siger Kamilla Søgaard.

Aspiranterne er et 5-årigt udviklingsprojekt, der skal munde ud i en forskningsbaseret model, som kan overføres til andre kommuner i Danmark og i Norden.