Byrådet har besluttet, at anden rate af årets dækningsafgift udskydes til begyndelsen af 2021. Det skriver Helsingør Kommune i et nyhedsbrev.

Et enigt byråd i Helsingør Kommune har på sit møde den 27. april 2020 besluttet, at erhvervslivet kan vente med at betale den kommende rate af dækningsafgiften til næste år. Beslutningen er truffet for at hjælpe lokale virksomheder med likviditeten, der mange steder er presset som følge af Corona-virus.

Dækningsafgiften er en skat på erhvervsbygninger, som virksomhederne betaler to gange årligt. Det er ikke muligt at droppe en planlagt dækningsafgift, men man må som kommune gerne udskyde betalingen.

Muligheder for betaling

Helsingør Kommunes virksomheder skulle have betalt anden rate af 2020-dækningsafgiften til juli, sammenlagt otte millioner kroner. Nu skal pengene først betales lidt inde i 2021.

I forbindelse med udsendelsen af den nye opkrævning eller ejendomsskattebillet vil der blive medsendt et bilag, der fortæller om udsættelsen af 2. rate af dækningsafgiften for 2020, samt hvilke muligheder der er for betaling.