Hvert skridt tæller, når danskerne går på gaden for verdens fattigste søndag den 8. marts.

En skoldhed sommer, det vådeste efterår nogensinde og en rekordvarm vinter. Klimaforandringerne er ikke længere noget, vi venter på. De har allerede ramt os, og det vil fortsætte mange år endnu.

Det kan man se i DMI’s prognoser for fremtidens vejr. Her i Helsingør  kommune vil temperaturen i gennemsnit stige med cirka 4 grader over de næste 50 til 70 år. Derudover går hele landet en meget våd fremtid i møde med dobbelt så mange skybrud, som vi har i dag.

I Danmark er vi allerede i fuld gang med at klimasikre landet. Det har de ikke råd til i verdens fattigste lande, selv om det er her, klimaforandringerne rammer hårdest. Her mærker befolkningerne hver eneste dag, hvordan klimaet ændrer sig og forandrer deres liv for evigt.

Som når en far til seks mister størstedelen af sine afgrøder i en stormflod i Bangladesh og beslutter at migrere med sin familie ind i en usikker fremtid. Eller når befolkningen i Sydsudan oplever, hvordan mangel på vand fra Nilen optrapper de lokale konflikter.

Indsamlingsbøsser bliver til konkret klimahjælp

Derfor har Folkekirkens Nødhjælp igen valgt, at deres årlige landsindsamling går til klimahjælp til verdens fattigste.

Sammen med mere end 15.000 danskere stemmer Folkekirkens Nødhjælp dørklokker søndag den 8. marts, så verdens fattigste lande også kan blive klimasikret. På den måde får vi danskere mulighed for konkret handling, der kan gøre en forskel for klimaet og verdens fattigste.

”Når jeg samler ind, ved jeg, at det gør en konkret forskel for et antal mennesker ude i verden. Det er en god følelse at gøre en forskel for verdens fattigste. En indsamlingsbøsse er klimahjælp til nye træer, en dæmning eller livsvigtige opsamlingssøer,” siger Birgitte Qvist-Sørensen, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp.

Sådan kan klimahjælp se ud

Klimahjælp behøver hverken at være dyrt eller kompliceret. For eksempel kan det være at plante træer, som modvirker jordskred, optager CO2 og giver livsvigtig skygge, mad og medicin. Det kan også være at introducere sydamerikansk quinoa i Afrika. En afgrøde, der kan modstå utilregneligt vejr, og som kan tilberedes til sunde måltider.

Klimahjælp kan også være opbygning af nye diger og udgravninger af opsamlingssøer, så ekstreme vejrforhold som orkaner og oversvømmelser ikke koster menneskeliv. Opsamlingssøer giver vand i tørkeperioder og mad på bordet, fordi der opdrættes fisk i søerne.

Vi går i Helsingør fra følgende steder kl. 11 – der er masser af ruter, og ikke nok indsamlere, så kom og hjælp med hjælpe!

Sankt Olai (dækker og Sankt Mariæ sogn)

Hellebæk Kirke

Sthens Kirke

Og Vestervang Kirke