Der var hæder til Knejpe Festival, da interesseorganisationen Dansk Live i weekenden mødtes til årsmøde i Århus for bl.a. at hylde originale initiativer, som kan bringe inspiration til hele branchen. Årets Pralerøvs-Pris er indstiftet i 2014 og blev i år tildelt aktiviteter, der har formået at gå ud over egen venue og skabe synergi og værdi i relation til det lokale.
Søs Krogh Vikkelsøe, festivalleder af Knejpe Festival siger:
Prisen gives til originale first movers i branchen, så vi er super stolte over anerkendelsen
– Udover at sætte verdens havnemusik på det hjemlige søkort, så er målet med Knejpe Festival også at udfordre det traditionelle festival-format og skabe en tæt og god relation til byens knejper. Når der er thumbs up fra dygtige kolleger i branchen,ja så er der da også noget prale af.
En ung festival med stærke traditioner
Med sine fem år på bagen kan man efterhånden godt tale om traditioner i forbindelse med Knejpe Festivalen. Over to dage fejrer festivalen havnemusikken fra alverdens lande. En musiktradition, som op igennem historien har forbundet alverdens søfartsnationer. Hjertet og scenen i festivalen er Helsingørs legendariske knejper, og sammen med søskudte banditbands, bramfrie visesangerinder og krudtorkestre fra nær og fjern byder festivalen på et stykke maritim kulturhistorie. Og masser af sange fra de varme lande, naturligvis.
Læs mere her.