Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2020/01/13-2020/01/21.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Sidespejle ødelagt

Helsingør: Begge sidespejle på en Volkswagen Golf er i weekenden blevet ødelagt af en ukendt gerningsmand. Bilen holdt parkeret på Gurrevej i tidsrummet fra fredag klokken 18.00 til søndag klokken 12.00 og sidesepejlene er blevet bukket bagover og bagskjoldene ødelagt. Hærværket blev anmeldt mandag klokken 12.41.

Unge skabte utryghed

Helsingør/Farum: En gruppe på 10-15 unge mænd skabte med deres opførsel søndag eftermiddag klokken 15.25 utryghed i området ved Helsingør Svømmehal. En patrulje kørte til stedet og efterfølgende rundt i området, dog uden at finde de unge. Også i Farum skabte nogle unge mænd utryghed. Det skete søndag aften omkring klokken 20.00, hvor de unge mænd, hver gang nogle unge kvindelige medarbejdere gik ud med affald bag ved Kvickly, henvendte sig til de unge kvinder. Politiet blev kontaktet og kørte til stedet, men også her var de unge mænd forduftet.

Kylede en flaske shampoo mod rude

Helsingør: En mand tog torsdag formiddag af uvisse årsager en flaske shampoo fra en salgskurv, der stod uden for butik Creme de la Creme i Stengade og kastede den mod butiksruden. Forinden havde manden udvist en truende adfærd over for en medarbejder i forretningen, da hun var ved at tage nogle varer ind i forretningen. Efter episoden forsvandt manden fra stedet på cykel. Manden beskrives som dansk af udseende, 45 år, 165-168 cm, spinkel af bygning, hvid i huden med kort, brunt hår. Han så forhutlet ud, talte dansk, var iført grå eller blåligt tøj og medbragte en grålig cykel.

Snød sig til udbetaling

Helsingør: En mand snød sig i weekenden til at få udbetalt penge på OK-tanken på Esrumvej. Manden kom lørdag eftermiddag mellem klokken 15.oo 0g 16.00 ind på tanke, hvor han fortalte ekspedienten, at han skulle have udbetalt et præmiebevis, som han havde fået udleveret dagen før. Ekspedienten kontaktede sin chef, som over telefonen talte med manden. Herefter fortalte manden, at der var blevet sagt god for udbetalingen, selvom det ikke var tilfældet, og fik således pengene udbetalt. Manden beskrives som dansk af udseende, 30 år og almindelig af bygning, lyst, kort hår, dansktalende og iført blå sweater samt mørk jakke. Tyveriet blev anmeldt onsdag klokken 12.38.

Dieseltank sprang læk

Hørsholm: En dieseltank på en varebil sprang onsdag eftermiddag mellem klokken 14.40 og 15.00 læk og var årsag til et dieselspild over en længere vejstrækning. Flere vogne fra brandvæsenet kørte ud og sørgede for, at der blev smidt sand og kattegrus på vejstrækningen, der begyndte på Rungstedvej og fortsatte ad Isterødvejen, Overdrevsvejen, Hillerødmotorvejens forlængelse til Helsingørsvejen i Helsinge. Bilens ejer kontaktede politiet og forklarede, at han var kørt over et bump på Rungstedvej, og det havde forårsaget lækket fra dieseltanken.

Tricktyv i chokoladeforretning

Hillerød: En mand snød sig onsdag eftermiddag omkring klokken 17.00 til penge i Chokolademageriet i Helsingørsgade. Manden kom ind, tog noget chokolade og ville betale med en 500-krone seddel. Da ekspedienten rakte ham byttepengene, tog manden dem og chokoladen og forsvandt fra butikken uden at betale. Manden beskrives som mellemøstlig af udseende, 45-50 år, 165-168 cm høj, kraftig af bygning, brun i huden og med kort, sort hår. Han talte engelsk og var iført mørkt tøj.

Færdselsuheld, Nivå

Klokken 15.15 skete der et færdselsuheld på Helsingørmotorvejen i nordgående retning, da en varebil ført af 22-årig mandlig bilist fra Humlebæk stødte sammen med en personbil ført af en 55-årig kvindelig bilist fra Helsingør.

Ved sammenstødet blev en hastighedstavle og autoværnet påkørt, og under oprydningen blev alle spor i nordgående retning lukket frem til omkring klokken 16.

Der skete umiddelbart ingen personskade, og der er på nuværende tidspunkt ikke sigtet nogle parter i sagen.

Knuste rude

Helsingør: En mand blev mandag formiddag klokken 09.45 så sur over at blive bedt om at forlade værestedet i Svingelport, at han knuste en rude med en sten. Politiet formoder, at der er tale om en 43-årig mand fra Espergærde.

Kørte uden kørekort

Kokkedal: En 33-årig kvinde fra Gentofte blev søndag aften klokken 18.30 standset, da hun kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her viste det sig, at kvinden ikke havde noget kørekort, og hun blev derfor sigtet for kørsel uden førerret.