Her kan du se de uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Helsingør Kommune i tidsrummet 2019/12/13-2019/12/23.

Bemærk det er de hændelser, politiet har valgt at inkludere i deres rapport.

Vold, Nivå

Klokken 13.08 indløb der flere anmeldelser om, at en mand skulle være i gang med at udsætte en kvinde for vold foran en opgang i Nivåhøj. Politiet blev sendt til stedet, hvor en 27-årig mand fra området blev anholdt og sigtet for vold mod en kvinde, han havde en foregående relation til.

På baggrund af den efterfølgende efterforskning bliver manden i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Helsingør sigtet for grov vold og voldtægt.

Butikstyveri, Charlottenlund

Klokken 14.12 anmeldte personalet fra butikken Kløve & Lønberg, at der 10 minutter forinden havde været to kvinder inde i butikken, og at da de to kvinder efterfølgende havde forladt butikken, manglede der nu en minkjakke.

Personalet havde noteret det svenske registreringsnummer på den bil, de to kvinder forlod området i, og dette blev lagt i politiets ANPG-system, hvor køretøjet blev noteret kørende nordpå af Helsingørmotorvejen.

Grundet bilens svenske nummerplader blev en patrulje sendt til færgelejet i Helsingør, hvor bilen snart efter blev standset af politiet.

I bilen blev en minkjakke fundet, og de to personer i bilen, to udenlandske kvinder på henholdsvis 27 år og 50 år blev anholdt og taget med til politistationen i Helsingør til afhøring.

De to bliver i løbet af mandagen fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Lyngby.

Eftersættelse af knallert, Helsingør

Klokken 17.25 eftersatte en patrulje en knallert med to personer uden styrthjelme på, som kom kørende på Kongevejen. På Mads Holms Vej ud for Kierbosvej væltede knallerten i noget vådt græs, og de to personer flygtede fra stedet, hvorved patruljen tabte dem af syne. Det kunne efterfølgende konstateres, at knallerten var brugsstjålet, og patruljen bragte den derfor tilbage til sin rette ejer, som var meget glad for at blive genforenet med den.

De to personer på knallerten beskrives som mellemøstlige af udseende og iført sorte dunjakker.

Spirituskørsel, Helsingør

Klokken 19.10 blev en 62-årig mandlig bilist standset på parkeringspladsen ved Folehaven. Han havde ifølge et alkometer kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. En blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå graden af den 62-åriges påvirkning.

Arbejdsulykke, Hornbæk

Klokken 22.00 opstod der en mindre eksplosion, da en 43-årig mand skulle sætte en kasse ind i et skur ved Restaurant Olivia på Havnevej, hvor der også opbevaredes gasflasker. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor også en ambulance ankom, idet den 43-årige ved ulykken blev forbrændt flere steder på kroppen.

Arbejdstilsynet blev adviseret og skal nu undersøge ulykkens nærmere omstændigheder.

Værktøj stjålet fra lager

Helsingør: Mellem lørdag klokken 12.30 og mandag klokken 07.30 er der stjålet bore- og skruemaskiner samt batterier til værktøjet fra et lager ved Havemøbelland på Industrivej. Tyven har brudt en dør til lageret op for at skaffe sig adgang.

Mistænkeligt forhold, Helsingør

Klokken 10.02 anmeldte en forbipasserende kvinde, at to mænd angiveligt var ved at forsøge at bryde ind i en bil, der holdt parkerede ved Svingelport/Ved Strandgade. De to mænd stak dog af fra stedet, da de følte sig opdaget, og selvom en patrulje blev sendt dertil, blev mændene ikke udfundet.

De to beskrives af anmelderen begge som mellemøstlige af udseende, og de kørte fra stedet i en VW Golf af ældre årgang.

Færdselsuheld, Hornbæk

Klokken 11.25 skete der et færdselsuheld på Nordre Strandvej i krydset ved A R Friis Vej, idet en 86-årig kvindelig bilist fra Dronningmølle kørende i østlig retning på Nordre Strandvej skulle svinge til venstre ind på A R Friis Vej. I forbindelse med venstresvinget påkørte den 86-årige en 74-årig mandlig cyklist fra Hornbæk, der cyklede ad Nordre Strandvej i vestlig retning.

Bilisten blev sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig agtpågivenhed i situationen, ligesom hun blev sigtet for at have sat sig bag rattet, selvom hendes førerret var blevet administrativt inddraget, mens cyklisten blev kørt til kontrol på skadestuen.

Konstatering af ID, Helsingør

Klokken 14.18 kontaktede DSB politiet og bad om hjælp til at få konstateret identiteten på en passager i et tog ved spor 3, idet passageren ikke ville oplyse sine generalia i forbindelse med udskrivelsen af en afgift for at have kørt uden billet. En patrulje blev sendt til stedet, hvilket fik passagerens tunge på gled.

Mand ville ikke forlade tog, Helsingør

En 56-årig mand uden kendt adresse ville klokken 00.05 ikke forlade et tog, som holdt på Helsingør Station. En patrulje kørte til stedet, hvor de vurderede, at manden var ude af stand til at tage vare på sig selv grundet beruselse, og han blev derfor taget med på politistationen for at sove rusen ud.

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

På Helsingørmotorvejen ved afkørsel 16 i nordlig retning skete der klokken 00.53 et færdselsuheld, idet føreren af bilen mistede herredømmet over sin bil i svinget på afkørslen og påkørte autoværnet.

En ambulance passerede tilfældigvis ulykkesstedet og standsede for at hjælpe, og de kørte efterfølgende føreren af bilen til tjek på hospitalet.

Da bilen holdt uhensigtsmæssigt på afkørslen, blev der rekvireret hjælp til at fjerne den.

Ruder i drivhus knust

Tikøb: En ukendt gerningsmand har mellem onsdag klokken 16.00 og torsdag klokken 13.00 knust flere ruder i et drivhus, som hos i en have på Gransangervej.