Nyt genbrugstilbud på Skibstrup Affaldscenter skal sikre mere direkte genbrug fra borger til borger.

Pressefoto Forsyning Helsingør

Stemningen var i top, da bestyrelsesformand, Jens Bertram, torsdag formiddag klippede den røde snor til Genbrugshallen. Mens jazzede toner fyldte hallen, gik de første kunder på opdagelse blandt de mange gode genbrugsting. Dermed er Forsyning Helsingørs nyeste genbrugstilbud officielt åbnet.

Det er en stor glæde at kunne åbne Genbrugshallen og give borgerne endnu bedre muligheder for at dele og genbruge ting, der stadig har masser af værdi.

“Det er en stor glæde at kunne åbne Genbrugshallen og give borgerne endnu bedre muligheder for at dele og genbruge ting, der stadig har masser af værdi. At Genbrugshallen i sig selv er et eksempel på kreativt brug af genbrugsmaterialer, gør kun oplevelsen endnu mere autentisk og inspirerende ”, siger Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør, og tilføjer: Vi kan se, at borgerne er utroligt engagerede i genbrug og at genbrug bliver mere og mere populært.

Jens Bertram, bestyrelsesformand

”Vi kan se, at borgerne er utroligt engagerede i genbrug og at genbrug bliver mere og mere populært. Med de 200 ekstra kvadratmeter i Genbrugshallen på Skibstrup Affaldscenter får vi plads til endnu flere genbrugseffekter – særligt de store ting – og vi kan samtidig sikre, at borgere i den nordlige del af kommunen får glæde af genbrugsguld i nærområdet. Dermed understøtter vi samtidig kommunens Plan for cirkulær økonomi, hvor fortsat optimering og udbygning af direkte genbrug af genbrugspladser er en af de ønskede aktiviteter”.

Jens Bertram, bestyrelsesformand

Konceptet er allerede en succes
Genbrugshallen bygger videre på det populære koncept fra Genbrugshuset på Cirklen, hvor kunder siden slutningen af 2022 har haft mulighed for at give og tage egnede genbrugseffekter. Genbrugshuset har været en stor succes – alene i 2024 blev der givet 233 tons genbrugelige ting videre til nye ejere.

I Genbrugshallen på Skibstrup Affaldscenter kan kunder give eller tage alt fra brugte møbler og køkkengrej til elektronik og legetøj. Der vil dog være særligt fokus på de større effekter som reoler, sofaer og borde. Dermed supplerer den Genbrugshuset ved at gøre det muligt at aflevere og hente større genstande, der ellers ikke vil være muligt i Genbrugshuset. Reglerne er de samme begge steder – hver kunde kan gratis tage op til 3 ting pr. dag. For at holde styr på mængden af genbrug vejes hver ting, før den kan tages med hjem.

En del af kommunens grønne omstilling
Øget genbrug og mindre affald er blandt pejlemærkerne i Helsingør Kommunes Plan for Cirkulær Økonomi, og Genbrugshallen er en vigtig del af denne indsats, forklarer Jens Bertram, bestyrelsesformand i Forsyning Helsingør:

”Vi skal blive bedre til at genbruge vores ting og reducere mængden af affald. Med Genbrugshallen gør vi det nemmere for borgerne at bidrage til denne udvikling, og vi håber, at flere vil benytte sig af muligheden for at give ting videre i stedet for at smide dem ud – til glæde og gavn for både klima, miljø og borgerne, der får glæde af andres brugte ting”.

Vi skal blive bedre til at genbruge vores ting og reducere mængden af affald.

Jens Bertram, bestyrelsesformand

Mere genbrug på Skibstrup Affaldscenter
Genbrugshallen er ikke det eneste genbrugsinitiativ på Skibstrup Affaldscenter, der har til formål at øge mængden af genbrug og reducere affaldsmængderne. I efteråret åbnede Byggezonen, hvor kunder kan give og tage brugte byggematerialer som fliser, vinduer, træbrædder og værktøj. Med både Genbrugshallen og Byggezonen er Skibstrup Affaldscenter ved at udvikle sig til et centrum for genbrug, hvor kunder kan give deres brugbare ting videre – og hvor andre kan finde noget, de kan bruge.

En flyvende start
Åbningen af Genbrugshallen blev markeret med en festlig begivenhed. Jazz-duoen bestående af Christian De Fine Olivarius og Villads Søderblom fra Helsingør Musikskole – MGK sørgede for stemningsfuld musik, mens de genbrugsglade kunder nød kaffe, kage og en tur rundt i de nye genbrugsrammer. Mange tog også chancen ved genbrugslykkehjulet, hvor der var mulighed for at vinde sjove og brugbare genbrugseffekter. Med en stor opbakning fra start tyder alt på, at Genbrugshallen hurtigt vil blive en stor succes.

Se fotogalleri fra åbningen af Genbrugshallen: