Når borgerne i Helsingør Kommune skal til kommunalvalg den 18. november bliver det et helt nyt valgsystem, der skal håndtere valgkort, stemmetal og procentfordelinger. Systemet er netop blevet testet ved et landsdækkende skyggevalg.

Foto: ABW

Den 18. november 2025 står der kommunal- og regionsrådsvalg i kalenderen hos samtlige af landets kommuner. Det er en opgave, som er særdeles velkendt i Helsingør Kommunes valgsekretariat. Men i år tages et helt nyt valgsystem i brug, og det skal naturligvis afprøves inden slaget skal stå i november.

Derfor afholdt alle landets kommuner et såkaldt skyggevalg tirsdag den 4. februar.

Ros til systemet
I Pyramiden på Prøvestenen sad dagens valgkortsmodtagere Malene Friis og Dorthe Bech Hansen klar til at modtage de medarbejdere, der havde indvilget i at agere vælgere. Og der var umiddelbart ros til systemet.

Det virker enkelt at arbejde i og fortæller dig, hvis du mangler at taste en oplysning ind. Og så er det meget intuitivt, hvad det næste du skal gøre er, siger Malene Friis, der til daglig er direktionssekretær i Politik og Jura.

Så autentisk som muligt
Ved skyggevalget foregår alting så autentisk som muligt. Rigtige valgkort med navne og adresser er printet (som ‘vælgerne’ dog får udleveret i døren, de kommer ikke med posten) ja, selv skålen med slik står klar på valgbordet.

Medarbejderne får et valgkort i hånden, går til et valgbord, får udleveret en stemmeseddel til både kommunal- og regionrådsvalg, sætter deres kryds og lægger sedlerne i boksen. Meningen er jo, at vi skal finde ud af, hvad der kan opstå at uforudsete ting, så vi er meget tro mod processen, fortæller Britta Bang, der er kommunens valgkoordinator og tog imod de 75 vælgere, der lagde vejen forbi Pyramiden tirsdag den 4. november.

Afløser 30 år gammelt system
Det nye system VALG afløser KMDs valgsystem, der er blevet brugt ved danske valg gennem de seneste 30 år – og har været mange år undervejs.

Og som Malene har opdaget er det nye system netop designet, så det er langt mere fleksibelt, intuitivt og brugervenligt, både for dem der skal scanne valgkort ude på valgstederne og dem, der skal indtaste de indkomne stemmetal på valgaftenen, fortæller Jeppe Buhl Rasmussen, leder af Politik og Jura og valgansvarlig i kommunen.

Tidligere skulle man skifte mellem skærmbilleder via talkoder og F-taster. Nu kan vi klikke rundt i menuer og mellem sider med en mus, ligesom vi kender det fra en almindelig hjemmeside. Og så er det webbaseret og kan tilgås fra alle PC’er. Så det har helt klart sine fordele, siger Jeppe Buhl.

Stor belastning
Formålet med skyggevalget er at teste for svagheder og finde ud af, hvad der sker, når alle myndigheder på tværs af kommuner logger på samtidig.

Skyggevalget afvikles som et kommunalvalg – med al den belastning der nu engang er på systemet sådan en dag. Indtil videre kan jeg se, at det kører lidt langsommere, når vi er så mange på, men det er ikke sikkert, at det er et problem, siger han.

Tid til oplæring
Jeppe og hans kolleger har også konstateret, at der skal sættes tid af til at oplære valgsekretærerne ude på valgstederne i det nye system.

Selvom systemet er intuitivt og brugervenligt, så er det stadig nyt, og der er nye funktioner, der skal læres, lyder det.

Og hvorfor hedder det egentlig skyggevalg? Ja, det er der en naturlig forklaring på.

Der er tale om, at vi ’skygger’ en valghandling. Der er ikke noget fordækt over det. Jeg vil tro betegnelsen er valgt for at differentiere skyggevalget fra det prøvevalg, som de enkelte kommuner afholdt hver især sidste år, forklarer Jeppe.

Når stemmerne er talt op og fintællingen afviklet, bliver skyggevalget evalueret, og valgsekretariatet følger op på opmærksomhedspunkter. Så er vi klar til det rigtige kommunalvalg den 18. november.

Kilde Helsingør Kommune.