I vinterferien kan både børn og voksne udforske havets hemmeligheder på M/S Museet for Søfart.

I den anmelderroste særudstilling “Østersøens gåder – ekko fra dybet” giver magiske undervandsfotografier adgang till en skjult verden af skibsvrag på bunden af Østersøen. For børnefamilierne er der som altid gratis adgang for børn, fuld damp på museets legeunivers DRØMMESKIBET og kreative sysler i Sømandsværkstedet. Med museets helt nye og gratis opgavehæfte, “Havets hemmeligheder”, kan børn og forældre også gå på opdagelse i havets hemmelige verden.

“Der er noget mystisk og dragende ved havet, der virker tiltrækkende for alle aldre. I vinterferien sætter vi fokus på havets hemmeligheder og de fortællinger, der gemmer sig både over og under overfladen. Med opgaverne i hæftet kan hele familien gå på jagt efter detaljer og dykke ned i udstillingerne på en lærerig, børnevenlig og forhåbentlig også hyggelig måde,” fortæller undervisningskoordinator og formidler,” Annalina Pfeil fra M/S Museet for Søfart.

Finder børnene frem til alle de rigtige svar, får de en plakat med hjem som belønning. En plakat med tegneren Emil Landgreens flotte fantasytegning af middelalderskibet GRIBSHUNDEN, der også kan ses i en 50m2 stor version i udstillingen “Østersøens gåder – ekko fra dybet”. Udstillingen består af den svenske fotograf Jonas Dahms fotografier af vrag, tre danske kunstneres fortolkninger af Østersøens vrag og historiske dykkerdragter.

Museet har åbent alle dage fra kl. 11.00 – 17.00 i vinterferiens uge 7 og 8.
Ombyt billetten til et årskort: Som et særligt tilbud kan en billet ombyttes til et årskort. Tilbuddet gælder indtil april.

Mere information på museets website.

Vinterferie på M/S. Foto Joshua Tree