Der var hård konkurrence om årets sociale beskæftigelsespris. Mange lokale virksomheder gør en stor social indsats, og hele 26 var indstillet til prisen.

Hoteldirektør Fabio Messina (liggende på jorden) omgivet af Comwell Borupgaards medarbejdere i forbindelse med et julearrangement. Pressefoto Helsingør Kommune

Den 13. januar ved Helsingør Kommunes nytårskur for erhvervslivet modtog Lars Woldfrom fra Slagter Baagø årets sociale beskæftigelsespris.

Men slagterbutikken er langtfra den eneste lokale virksomhed, som tager et stort socialt ansvar. Hele 26 virksomheder var indstillet til årets pris, og der var mange gode kandidater iblandt.

En af dem er SuperBrugsen i Hornbæk.

‘Superbrugsen i Hornbæk har igennem 20 år været et forbillede for det rummelige arbejdsmarked,’ lød det bl.a. i indstillingen af dagligvarebutikken.

SuperBrugsen i Hornbæk har bl.a. mennesker med et udviklingshandicap ansat.

Det er medarbejdere, som vi skal være meget omsorgsfulde over for og kun give én opgave af gangen. Til gengæld får vi nogle super glade medarbejdere, der føler, at de bliver taget alvorligt, når de har et arbejde, de skal passe,” fortæller uddeler Bjarne Mikkelsen.

Kunderne er positive
Superbrugsen i Hornbæk har også haft ukrainske flygtninge, autister og mange andre, der har brug for særlige hensyn på arbejdspladsen, ansat. Ifølge uddeleren tager kunderne godt imod den mangfoldige medarbejderskare.

Der er ikke mange dagligvarebutikker, hvor man kan møde en medarbejder, der selv tager kontakt til kunderne og spørger, om hun kan hjælpe dem med noget. Kunderne tager meget positivt imod, at vi er så mangfoldige. Jeg hører faktisk slet ikke noget kritisk,” siger Bjarne Mikkelsen.

Han forklarer, at det kræver tid og ressourcer at tage imod medarbejdere med meget forskellige udfordringer, men at det også giver meget den anden vej. Han har selv lært at tage hovedet mere ud af computeren og tage sig tid til medarbejdernes spørgsmål og problemer. Ligesom nye medarbejdere skal lære jargonen, og hvordan man taler til kolleger med forskellige typer af handicap og udfordringer.

Tilbage i job
Også Comwell Borupgaard var blandt dette års indstillede kandidater til den sociale beskæftigelsespris.

‘Comwell Borupgaard fortjener denne pris og anerkendelse! Medarbejderne har store hjerter og et enestående engagement i arbejdet med samfundets mest udsatte borgere,’ står der blandt andet i indstillingen.

Vi vil gerne træde til, hvis nogen har brug for hjælp til at komme tilbage på arbejdsmarkedet. For Comwell-koncernen er det vigtigt at tage socialt ansvar, og vi hjælper gerne så mange, som vi kan,” siger Fabio Messina, hoteldirektør hos Comwell Borupgaard.

I en periode på halvandet år indgik hotellet i et projekt sammen med Helsingør Kommunes jobcenter, hvor man tog imod 36 kandidater fra jobcentret i praktik og forskellige forløb.

Når vi ser folk udvikle sig og finder en vej tilbage til arbejdsmarkedet, giver det en stor glæde. Uanset om de får arbejde et andet sted eller fortsætter hos os, er det den slags solstrålehistorier, der gør indsatsen værd,” siger Fabio Messina.

Den Sociale Beskæftigelsespris
Helsingør Kommunes sociale beskæftigelsespris uddeles en gang årligt til en virksomhed, som tager et særligt socialt ansvar ift. at hjælpe ledige tilbage på arbejdsmarkedet.

Forud for prisuddelingen kan både medarbejdere i jobcentret og alle borgere indstille virksomheder til prisen.

Læs mere om Den Sociale Beskæftigelsespris

Kilde Helsingør Kommune.