Borgere, som får hjælp til rengøring, skal i løbet af 2025 have hjælpen vurderet på ny med henblik på, om robotter kan overtage støvsugning og gulvvask.

Presssefoto Helsingør Kommune

Borgere, der får rengøring fra hjemmeplejen, og som selv kan betjene en robotstøvsuger/gulvvasker, skal tage teknologien til hjælp, når de skal have gjort rent. Det har Helsingør Byråd besluttet i budgettet for 2025-2028.

Vi har allerede i dag svært ved at få bemanding og opgaver til at gå op på ældreområdet, og vi ved, at vi også fremover skal hjælpe flere. Derfor er vi nødt til at løse flere opgaver for borgerne på nye måder. Når vi starter med robotrengøring, frigør vi tid hos medarbejderne i hjemmeplejen til at løse andre og mere komplekse opgaver end støvsugning og gulvvask. I en tid med mangel på arbejdskraft i ældreplejen er det vigtigt, at vi prioriterer vores ressourcer,” siger Mette Bierbaum, centerchef i Center for Sundhed og Omsorg.

Ca. 1200 borgere modtager i dag praktisk hjælp til rengøring, inklusive støvsugning og gulvvask. Der er typisk tale om 45 minutters rengøringshjælp hver tredje uge. Disse borgere vil få besøg af en visitator, som sammen med borgeren skal vurdere, om de kan klare støvsugning og gulvvask med hjælp fra en robot eller andre redskaber, fx en gulvmoppe. Kan de det, vil de fremover få rengøringshjælp i 25 minutter hver tredje uge – bl.a. til at støve af – og selv skulle klare støvsugning og gulvvask.

Vurderingen er, at ca. 400 borgere – eller det, der svarer til hver tredje borger – fremover kan klare støvsugning og gulvask med en robot. Visitatorerne begynder deres besøg hos borgerne den 1. februar 2025 og venter at være færdige efter ca. et halvt år.

Borgerne skal selv købe en robotstøvsuger og evt. andre redskaber. Til gengæld kan de så vælge, hvornår og hvor tit de vil have støvsuget og vasket deres gulve.

Gode erfaringer fra andre kommuner
En lang række kommuner har indført robotstøvsugning og gulvask, og her er der gode erfaringer. Samtidig er flere kommuner også i gang med at tænke andre former for teknologi i hjemmet ind som en naturlig del af opgaveløsningen, som også Helsingør Kommune skal i gang med.

Fx vil skærme, som bl.a. anvendes i Københavns Kommune, bruges til at guide borgere, der har brug for støtte til at huske at tage medicin. Ligesom også træning kan tilbydes digitalt til borgere, der selv kan udføre træning hjemme.

Det er vigtigt, at vi tager den nye teknologi til os og udnytter de fordele, den kan give. Det er en del af en langsigtet omstilling af ældreplejen, som også den nye ældrelov lægger op til. I andre kommuner, fx. Lyngby-Taarbæk, Gribskov og Bornholm, er der gode erfaringer med netop robotstøvsugere. Rengøringsstandarden løftes, da robotten kan støvsuge lige så tit, som borgeren ønsker det. Robotten gør borgeren mere selvhjulpen, og det er godt for trivsel og livskvalitet. Endelig betyder robotstøvsugere et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne, da støvsugning er en fysisk belastende opgave,” siger Mette Bierbaum.

De første borgere får brev om, at deres hjælp skal vurderes på ny, i midten af januar.

Se deres folder om robotrengøring her : Kilde.