Fra den 6.-24. august 2025 vender ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL tilbage med det største program nogensinde.

Festivalen byder på en unik kombination af banebrydende national scenekunst for hele familien og internationalt anerkendte teaterkompagnier som de verdenskendte THE LORD CHAMLERLAIN’S MEN og SHANGHAI PEKING OPERA COMPANY. Billetsalget er begyndt.

Efter den overvældende succes ved sidste sommers festival med udsolgte forestillinger og fremragende anmeldelser, vender Elsinore Shakespeare Festival tilbage til Kronborg i en udvidet udgave, så endnu flere teaterelskere kan opleve Shakespeares fortællinger. Nu offentliggøres endnu en del af sommerens store program.

HamletScenens teaterdirektør og kunstneriske leder, Lars Romann Engel, udtaler:

“Det var overvældende, at der var så stor opbakning til sommerens festival, og det glæder os derfor meget at kunne byde velkommen til, hvad der bliver det største program i festivalens historie. Desuden udvider vi også publikumstribunen, så endnu flere festivalgæster kan opleve Shakespeares tidløse fortællinger i nye fortolkninger. ”

Teater i verdensklasse hylder Shakespeare
The Lord Chamberlain´s Men, som sidste år fik rosende stjerner fra anmelderne vender i år tilbage med TWELFTH NIGHT (Helligtrekongersaften). Med mænd i alle rollerne, elizabethanske kostumer og musik tager det britiske teaterkompagni publikum med tilbage i et tidløst crossdressing-drama.

HamletScenen har også trukket lidt i de fineste af Silkevejens mangfoldige tråde og fulgt sporene til Shakespeare i Østen. Asiens scenekunstneriske fyrtårn, Shanghai Peking Opera Company genbesøger ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL med forestillingen HAMLET – THE REVENGE OF PRINCE ZI DAN. Forestillingen er et scenekunstnerisk unikum, der i Kronborgs UNESCO-ramme vil krydre den klassiske fortælling om den danske prins med mytisk musik, akrobatik og pittoreske kostumer.

Shakespeare for børn og barnlige sjæle med SPAGHETTI-HAMLET
Shakespeare er ikke kun for voksne, men kommer også i børnehøjde til sommerens festival med et mimisk børneteater i verdensklasse. SPAGHETTI-HAMLET er en ny og banebrydende udgave af den udødelige Hamlet – uden ord! Her kan børn og voksne få appetit på Shakespeare og efterfølgende spise sig mætte i spaghetti Bolognese.

International stjerne-jazz ved Voldgraven
Tidligere på efteråret blev det offentliggjort, at den verdenskendte jazzkvartet Modern standards supergroup, med Helsingørs egen Niels Lan Doky ved roret, gæster Kronborg og ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 2025 med fire eksklusive koncerter under titlen AVALON HAMLET JAZZ. Festivalgæsterne kan se frem til en ekstraordinær koncertoplevelse i selskab med Lan Dokys verdensberømte musikerne Bill Evans, Harvey Mason og Darryl Jones.

Læs mere og køb billetter til ELSINORE SHAKESPEARE FESTIVAL 2025 her.

Om HamletScenen på Kronborg
Danmarks Shakespeare-teater HamletScenen på Kronborg blev etableret, som egnsteater i 2008 og har fra begyndelsen haft det naturlige og specifikke opdrag at skulle videreudvikle verdens ældste og internationalt anerkendte Hamlet/Shakespeare-teatertradition siden 1816.

HamletScenens væren i verden tager sit kunstneriske udspring i krydsfeltet mellem national og international teaterudveksling med afsæt i Shakespeares dramatiske univers og bearbejder universelle og eksistentielle dilemmaer på tværs af race, køn, religion, seksualitet, udseende og evner.

Et menneske-, kunst- og teatersyn, som sigter efter at skabe størst mulig og med kunstnerisk ambition, udfordrer og fornyer Shakespeare-teater-traditionen i Danmark via mangfoldige samarbejder og teaterformater.

Pr-foto