Søndag den 3. november kl. 16 kan du opleve en af Danmarsk fineste ensembler TRIO CON BRIO i Helsingør Kammeropera.
Den internationalt anerkendte klavertrio markerer i 2024 sin 25 års jubilæumssæson og gæster i den anledning Kammeroperaens Kammermusikkoncerter.
En af Danmarks fineste ensembler
TRIO CON BRIO består af to overlappende musikalske par: to søstre, violinisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong fra Sydkorea og pianisten Jens Elvekjær, Soo-Kyungs ægtefælle fra Danmark. Deres enestående musikerskab, friske tilgang til kernerepertoiret og spændende programlægning kendetegner eliteensemblet og har bl.a. medført tildelingen af Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsen-prisen i 2019, en af Danmarks mest prestigefyldte musikpriser.
Ensemblets indspilninger har ligeledes modtaget stor ros fra kritikerne. Det seneste album med trioer af Sjostakovitj og Arenskij var ‘Editor’s Choice’ i Gramophone og blev af BBC Music Magazine udpeget som månedens ‘Chamber Choice’. Indspilningen vandt desuden den prestigefyldte ‘Preis der deutschen Schallplattenkritik’. Trioens indspilninger af Beethovens samlede klavertrioer høstede ligeledes bred og begejstret ros fra både kritikere og fans og blev af BBC Music Magazine kaldt ‘En triumf’.
Stor kammermusikalsk kunst
TRIO CON BRIO gæster Kammeroperaen med deres egen transskription af Prokofievs ‘Romeo og Julie’, en klavertrio komponeret af Bent Sørensen til trioen i anledning af jubilæet, ‘Masquerade’, samt Brahms fantastiske ‘Klavertrio i H-dur’ opus 8.
Det bliver uden tvivl en eftermiddag med stor kammermusikalsk kunst i det fine historiske Helsingør Teaterhus på Stengade 51 i Helsingør, hvor Enoteka i pausen vil servere et glas god italiensk vin.
Læs mere om arrangementet på www.kammeropera.dk.